Jauja
Udgivet 4. maj 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Et visuelt mesterstykke, der stiller de vigtige spørgsmål? Eller et prætentiøst filmatiseret teaterstykke med ulden lommefilosofi i metermål? For hvert dilettantisk drej “Jauja” tager, rykker Lisandro Alonsos film samtidig ved den gængse opfattelse af fortællende billeder. Den er til tider elendig og til tider fremragende. Og hele tiden unik. Hjælp, jeg er i tvivl.
Men så begyndte Alonsos surreelle lysbilleder at gøre deres virkning. “Jauja” er holdt i 4:3, et næsten kvadratisk billedformat, der giver mindelser om et for længst glemt fotoalbum. De fjerne slægtninge, du ser, er Kaptajn Dinesen og datteren Ingeborg engang i 1870’erne. Introteksten forklarer, at kaptajnen og resten af hæren har til opgave at udrydde Patagoniens lokale ‘kokoshoveder’, men det arbejde viger hurtigt til fordel for en jagt på datteren, der stikker af med en ung soldat. Der er også noget med en løjtnant, der har iklædt sig kvindetøj og terroriserer egnen, men som meget andet forbliver det hvisken i baggrunden.
Når det kun føles åndssvagt halvdelen af tiden, skyldes det blandt andet, at Viggo Mortensen er overbevisende i den ene hovedrolle. Når man tænker på, hvor længe han har boet i USA, må man overgive sig til hans præcise portræt af noget af det mest danske: en arrogant pladderhumanist, der hele tiden tramper i spinaten og løser konflikter med et tøvende grin og et: ”nå, men fint nok og farvel.” Man har ondt af ham, men bliver samtidig irriteret over hans forpustede forvirring og totale mangel på sociale kompetencer.
Viggo Mortensens overbevisende spil som Kaptajn Dinesen fungerer som en slags guide, den kendte vej ind i en sær, kunstig verden. At komme sikkert ud igen må man så selv stå for. “Jauja” har allerede modtaget masser af hæder og er blevet kaldt et mesterværk. Jeg er ikke klar til at tage så store ord i brug, men på den anden side heller ikke klar til at sætte et begrænsende stjernemærkat på så vild og underlig en oplevelse. Noget er til én andre til seks, så jeg må rent logisk ende nogenlunde i midten. Lisandro Alonso… Imponerende at dele vandene, når man også holder hovedet under.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet