Jauja

InstruktionLisandro Alonso

MedvirkendeViggo Mortensen, Ghita Nørby, Viilbjørk Malling Agger, Esteban Bigliardi

Længde109 min

GenreDrama, Western

IMDbVis på IMDb

I biografen06/05/2015


Anmeldelse

Jauja

4 6
Forvirret på det højeste plan et sted i Sydamerika

Et visuelt mesterstykke, der stiller de vigtige spørgsmål? Eller et prætentiøst filmatiseret teaterstykke med ulden lommefilosofi i metermål? For hvert dilettantisk drej “Jauja” tager, rykker Lisandro Alonsos film samtidig ved den gængse opfattelse af fortællende billeder. Den er til tider elendig og til tider fremragende. Og hele tiden unik. Hjælp, jeg er i tvivl.

Jeg brugte lang tid på at komme overens med kunstfærdigheden i “Jauja”. De stillestående scener ender som tableauer, holdt i knitrende farver. Patagoniens mosgrønne landskab brydes af blodrøde soldaterbukser, smidt på vådgrå sten, imens ejeren onanerer i en bæk. Jeg følte mig ikke engageret af miljøet, og de få karakterer er alle bryskt fåmælte soldater, der ikke gør sig særligt bemærket.

Men så begyndte Alonsos surreelle lysbilleder at gøre deres virkning. “Jauja” er holdt i 4:3, et næsten kvadratisk billedformat, der giver mindelser om et for længst glemt fotoalbum. De fjerne slægtninge, du ser, er Kaptajn Dinesen og datteren Ingeborg engang i 1870’erne. Introteksten forklarer, at kaptajnen og resten af hæren har til opgave at udrydde Patagoniens lokale ‘kokoshoveder’, men det arbejde viger hurtigt til fordel for en jagt på datteren, der stikker af med en ung soldat. Der er også noget med en løjtnant, der har iklædt sig kvindetøj og terroriserer egnen, men som meget andet forbliver det hvisken i baggrunden.

“Jauja” handler, hvis man da kan bruge det ord, om Viggo Mortensens karakter, der begiver sig ud på en eller anden form for rejse. Og det er her man virkelig skal vælge, om man vil tage med eller blive siddende. Rejsen er et trip, på alle måder en udknaldet tur gennem et foruroligende smukt landskab. Alt fra Kenneth Angers og Jodorowskys ørkenvandringer til “Easy Rider” og LSD-flyveturen i “Fear and Loathing in Las Vegas” kan høres som svage ekkoer i Dinesens møde med vandrende hunde og Ghita Nørby i en fuldt møbleret stenhule.

Når det kun føles åndssvagt halvdelen af tiden, skyldes det blandt andet, at Viggo Mortensen er overbevisende i den ene hovedrolle. Når man tænker på, hvor længe han har boet i USA, må man overgive sig til hans præcise portræt af noget af det mest danske: en arrogant pladderhumanist, der hele tiden tramper i spinaten og løser konflikter med et tøvende grin og et: ”nå, men fint nok og farvel.” Man har ondt af ham, men bliver samtidig irriteret over hans forpustede forvirring og totale mangel på sociale kompetencer.

Viggo Mortensens overbevisende spil som Kaptajn Dinesen fungerer som en slags guide, den kendte vej ind i en sær, kunstig verden. At komme sikkert ud igen må man så selv stå for. “Jauja” har allerede modtaget masser af hæder og er blevet kaldt et mesterværk. Jeg er ikke klar til at tage så store ord i brug, men på den anden side heller ikke klar til at sætte et begrænsende stjernemærkat på så vild og underlig en oplevelse. Noget er til én andre til seks, så jeg må rent logisk ende nogenlunde i midten. Lisandro Alonso… Imponerende at dele vandene, når man også holder hovedet under.


Kort om filmen

I filmen “Jauja” udstationeres den danske kaptajn Gunnar Dinesen fra Sydsjælland til det vilde Patagonien i 1880’erne. Det argentinske militær er i færd med at udrydde og slagte det indfødte folk, så europæiske nybyggere kan overtage landet.

Med sig har han sin 15-årige datter Ingeborg, der fremstår som uskylden selv blandt de brovtende mandfolk i ødemarken. Den unge Ingeborg bliver på alle måder bemærket af soldaterne, og en nat forsvinder hun. Bortført, eller blot forført af en ung soldat?

Kaptajn Dinesen drager desperat ud i det uforudsigelige landskab, hvor en delirisk eftersøgning fører ham længere ind i Jauja-landet. Det sted, hvor alle ens ønsker kan gå i opfyldelse, men hvorfra ingen nogensinde er fundet tilbage.