De dræbte hans hund

For få uger tilbage biografpremierede “The Equalizer”, hvor Denzel Washington selvtægtssmadrede den russiske mafia i USA. Vil du se den igen, så se “John Wick”, hvor Keanu Reeves selvtægtssmadrer den russiske mafia i USA. Denzel gjorde det for at beskytte en pige. Keanu er derimod sur, fordi de har dræbt hans hundehvalp. Det skulle de aldrig have gjort. Det skulle de virkelig aldrig have gjort.

For John Wick er the best of the best. Som Steven Seagals Casey ’fucking' Ryback, der tævede terrorister i “Kapring på åbent hav” eller Sly Stallones John Rambo, som bøllebankede det lokale politi i “First Blood”. En dræbermaskine, der kan slå ihjel med det, der er i nærheden. Wick bruger primært håndvåben. Men hvor Ryback og Rambo havde en sag, der motiverede deres kamp, så har folkene bag “John Wick” ikke orket at give Keanu Reeves’ lejemorderiske titelkarakter netop det, en motiveret sag. For selv om hunden er en gave fra Wicks afdøde kone, så havde jeg vanskeligt ved at acceptere, at hele den russiske mafia i New York skulle udryddes, fordi hvalpen blev dræbt under et hjemmerøveri.

Det er godt nok ellers en sød hvalp. I det døgn, som Wick har den, er de bedste venner. Den vækker ham i sengen, er velopdragen renlig – der skides i haven – og hopper selv ind på passagersædet af Wicks Mustang, som de sammen hjulspinder lidt med for sjov. Og for at komme sig over konen. FORSLAG! Hvorfor kunne den russiske mafia ikke nakke konen? Så havde Wick et motiv. Men en hundehvalp! Seagal og Stallone ville grine, hvis de så Reeves klynke over en død hund. Det er jo hverken Beethoven eller Lassie.

Nu hvor Hollywood har udpeget Kina som attraktivt eksportmarked, så er russerne igen blevet varme som standardskurke. Overrusseren får her sin gebrokne accent leveret af svenske Michael Nyqvist. Men til trods for rutineskræmmende mafiatatoveringer så er Nyqvist for velfærdsblød til rollen. For godmodig. Her er der mere kølig finesse over Ian McShanes mystiske überboss, der trækker i underverdenens beskidte tråde på Hotel Continental, som er scene for de ironiske og formildende træk ved den her selvtægtsopera. På hotellet kan alverdens hitmen indlogere sig i trygge rammer, imens de har et dræbende job. Receptionisten er høflig, Wick mødes med et genkendende nik og tilbydes ‘rengøring’ af værelset. I bogstavelig forstand rengøring, men i lejemorderland er det døde bad guys, der bæres ud som skrald, og blod, der vaskes væk fra gulvet.

Men når det morbide smilebånd ligger dødt, så er “John Wick” en åndeløs, død affære. Der tændes ild til mafia-dollars, imens Reeves går cool væk derfra i slow motion. Da overrusseren beordrer sortklædte skurkedrenge afsted efter sin tidligere håndlanger, Wick, bliver han mødt med spørgsmålet: ’Hvor mange?' Det eneste svar, der kan gives for at understrege, hvor vild Wick er, er: ’Hvor mange har du?' Mit rationelle jeg undrede sig længe, over hvorfor de ikke tilbød ham en erstatningshund? Måske to? En masse dødsfald kunne være forhindret. Og “John Wick”.