Jonah Hex

InstruktionJimmy Hayward

MedvirkendeMegan Fox, Josh Brolin, John Malkovich, Michael Fassbender, Will Arnett, Julia Jones, Michael Shannon, Aidan Quinn, Thomas Lennon, David Patrick Kelly, Seth Gabel, John Gallagher Jr., Brandi Coleman, Lisa Rotondi, Natacha Itzel, David Jensen, J.D. Evermore, Jamie Alyson Caudle, Matt Lasky, Amy Stipkovich, Topher Jones, Tom Townsend, Veronica Russell, Mark Casimir Dyniewicz, Rod Keller, Eric Scott Woods, Clint James, Sean Boyd, Paul Zies, Brian Elerding, Antal Kalik, Mills Allison, Jim Henry, Danny Cosmo, Thomas Tah Hyde III, Jake Radaker, Earl Maddox, Luke James Fleischmann, Kesia Elwin, Matthew Temple, Michael Arnona, Sean M. Sellers, Ty Holland, Jay Bird, T.J. Toups, Victor Aminger, Justin Accardo, David W. McCracken, David Slatten

Længde81 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Jonah Hex

2 6
Det ynkelige vesten

Der er simpelthen ikke nogen pæn måde at sige det på: “Jonah Hex” er en af de absolut værste film, jeg nogensinde har set. Hver eneste lille knogle i dens spinkle krop er i forrådnelse – lige fra den tudegrimme billedside og den rædsomme musik til den fuldstændig usammenhængende historie og det direkte grinagtige skuespil. Kort sagt: “Jonah Hex” får “Wild Wild West” til at ligne et storværk af Sergio Leone.

Allerede før optagelserne var skudt i gang, var det tydeligt, at “Jonah Hex” var et forbandet projekt. De første par instruktører skred på grund af uoverensstemmelser med filmselskabet, scener blev omskrevet på daglig basis, og optagelserne gik så dårligt, at Francis Lawrence (“I Am Legend”) blev hyret til at optage en masse scener om i sidste øjeblik. ”For mange kokke fordærver maden,” fastslår et gammelt mundheld, og “Jonah Hex” er blevet stegt, kogt og friteret af så mange filmmagere i Hollywoods køkken, at souffléen ikke kunne undgå at kollapse. Blandt disse kokke finder vi i øvrigt folkene bag moderne klassikere som “Gamer”, “Lost in Space” og “Batman & Robin”. Jøsses.

Filmen starter ellers lovende, og med ”starten” mener jeg de første 15 sekunder af det miserable makværk. Det kendte Warner Bros.-logo dukker op, og filmselskabets musikalske tema fremføres af et par falskklingende guitarer, som øjeblikkeligt antyder, at vi har en legesyg og ukonventionel western i vente. Desværre går det straks stejlt ned ad bakke. Introduktionen af Jonah Hex er så rodet og forhastet, at man aldrig opnår den mindste snert af forståelse eller sympati for manden. Efter en lynhurtig montage springer vi direkte til mordet på Jonah Hex’ familie, hvorefter en ultrakort tegnefilmssekvens forklarer, hvordan Hex overlevede attentatet, blev dusørjæger og, nå ja, lærte at tale med de døde – en særpræget egenskab, som aldrig forklares tilstrækkeligt.

Her er vi blot fem minutter inde i forløbet, og det føles, som om vi er gået glip af en hel film om Jonah Hex’ tilblivelse. Vi kommer aldrig tæt på den arrede antihelt, og derfor forbliver man også hamrende ligeglad med ham. Der er heller ikke mere kød på resten af persongalleriet. Megan Fox lader kun til at være blevet hyret, så hendes kavalergang kunne pryde plakaten, for hun medvirker blot i få minutter, og hendes relation til Hex og den overordnede historie forbliver uklar. Af uransagelige årsager indvilgede John Malkovich og Michael Fassbender i at spille skurkene, men Malkovich får ikke meget at lave ud over at fremføre monotone monologer, og den talentfulde Fassbender bliver spist af med blot en håndfuld replikker og filmhistoriens kedeligste tvekamp.

Josh Brolin leverer også en forbavsende afdæmpet præstation, som insinuerer, at han bare ville have optagelserne overstået, så han kunne komme videre med sit liv. Actionsekvenserne sætter desuden en tyk streg under det faktum, at filmens instruktør, Jimmy Hayward, tidligere kun havde arbejdet på computeranimerede familiefilm som “Toy Story” og “Horton og støvfolket Hvem!”. Der er absolut ingen intensitet i actionscenerne, som især hæmmes af elendig redigering og nyere tids værste computereffekter. Den hyppige genbrug af de samme mikroskopiske kulisser og filmklip (et enkelt skud med en ridende Brolin bliver genanvendt utallige gange) får filmen til at fremstå som et regulært discountprodukt.

“Jonah Hex” bærer tydeligt præg af at være blevet maltrakteret under optagelserne og klipningen. Flere plotforløb løber ud i sandet, og adskillige scener og replikker synes at mangle. Med en spilletid på blot 81 minutter (og det er endda inklusive rulletekster) er “Jonah Hex” hurtigt overstået, men alligevel føles den langsom og langtrukken, fordi der ikke er én eneste karakter at engagere sig i, én eneste brugbar actionsekvens eller én eneste scene, som ikke falder sammen med et altoverdøvende brag, som kun overdøves af publikums utilsigtede latter. Jeg kunne faktisk godt lide en enkelt scene, hvor Jonah Hex skyder en rapkæftet cowboy efter en flabet kommentar, men dét ene øjeblik gjorde det blot smerteligt klart, hvor elendige alle filmens andre momenter var.
Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Selvom “Jonah Hex” ligner en rumænsk tv-film fra 1980’erne, så havde den alligevel et budget på næsten 50 millioner dollars, og derfor burde den også have set langt bedre ud på Blu-ray, end den gør. Billedet er generelt skarpt, snavs og edge-enhancement forekommer aldrig, og kontrasten og farvegengivelsen er sædvanligvis ganske hæderlig. Men ofte daler detaljerigdommen, og flere af nattescenerne fremstår uskarpe. Desuden optræder DNR indimellem – bare tjek nærbillederne af Megan Fox, hvor hun ligner en vaskeægte voksfigur. Besynderligt.

Audio

Ligesom transferet er udgivelsens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor udmærket, men det burde have været langt bedre. Op til flere gange savner lydeffekterne punch – f.eks. i alle skudlydene i filmens åbningsmontage. Der er formentlig tale om et overlagt stilvalg af filmens instruktør, men det er en tosset beslutning, som har givet bagslag. Den auditive atmosfære er en smule kedelig under filmens stilfærdige sekvenser, men actionsekvenserne lyder generelt glimrende. Der er flere fine panoreringer, og subwooferen er lige så aggressiv, som den burde være. Replikkerne overdøves heldigvis ikke, og støj forekommer aldrig.

Ekstramateriale

Her er fem minutters slettede scener, som man bestemt ikke savner i filmen. Det er til gengæld ærgerligt, at dokumentaren “The Inside Story of Jonah Hex” (11 min.) ikke er lidt længere, men den byder trods alt på et fascinerende kig på filmens tegneserierødder. Derudover er her et video-kommentarspor, som byder på en masse klip og interviews, mens filmen kører. Her er enkelte interessante videoklip, men det er svært at sluge, at alle de interviewede tilsyneladende mener, at “Jonah Hex” er et mindre mesterværk. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger en digital kopi af filmen.

“Jonah Hex” er ikke blot en af de værste westerns til dato, det er en af filmhistoriens største bommerter nogensinde punktum. Ikke engang dygtige skuespillere som Josh Brolin eller John Malkovich kan redde denne forfærdelige fadæse. BD-udgivelsens transfer og lydspor skuffer, og ekstramaterialet appellerer hovedsageligt til filmens fåtallige fans. Lad for guds skyld denne Blu-ray forblive på butikshylden.


Kort om filmen

Jonah Hex’ fortid indhenter ham, da det amerikanske militær tilbyder at opgive dusørerne, man har sat på hans hoved, hvis det lykkes ham at opspore og standse den farlige terrorist Quentin Turnbull – manden, som myrdede Hex’ kone og barn.