Jennifer Lawrence udlever den amerikanske drøm

Det her er det dejligste rod. Det ligner det i hvert fald. Det er sådan, David O. Russell laver film. Med en urolig, hoppende stil, hvor det hektiske tempo og det grynede billede kan få det til at virke tilfældigt. Det er ikke tilfældet. “Joy” er den sjoveste af Russells levende rodebunker, der forfremmer Jennifer Lawrences energi fra bitch-birollen i “American Hustle” til den skønneste mom med amerikanske drømme om meget mere i titelrollen som Joy.

Ligesom med “Silver Linings Playbook” og “American Hustle” kan sådan en Russell-film være svær at blive klog på. Den er meta-gakket, når der åbnes med en scene fra en tv-serie, hvor de sæbeopera-siger, hvad de tænker. Det er Joys mors yndlingsserie, men det er også en kommentar til “Joy”, der ret beset er en slags sæbeopera med familieintriger, idet eksmanden bor i kælderen, hvor han gør den som spansk smørtenor. Mor bor på et værelse, hvor hun ser sin soap, men bliver ulykkeligt vred, da eksmanden – Joys far – flytter ind og ned i kælderen til den anden eksmand. To børn bor her også samt mormor, der gør den som voice-over-fortæller – hun har store forventninger til Joys liv.

Men Joys liv er åbenlyst ikke blevet det håb, som det var håbet. Hun slider i det som en af David O. Russells smukke tabere. Som Mark Wahlbergs andenrangsbokser i “The Fighter” eller Christian Bales american hustler med toupé. Og så altså Jennifer Lawrence, der nærmest sarkastisk er udstyret med navnet Joy. Hun er sgu ikke glad! For det er svært at udleve en amerikansk drøm om at blive til noget stort, når man skal skaffe dagens lønkroner hjem til et komplet sæbeoperahus. Det er her, at komikken bliver tragisk. Eller når et familiemedlem pludselig dør. Så er der ikke meget at glædes over i “Joy”.

Ind på scenen kommer Trudy og Bradley Cooper. Trudy er en rig italiener-enke, der dater farmand Rudy. Trudy og Rudy. Hun overtales til at finansiere en opfindelse, som almindelige Joy har opfundet fra en idé fra sit almindelige liv. En gulvmoppe. Verdens bedste gulvmoppe, men kan den sælges? Næsten halvvejs inde i “Joy” begynder Russells rodebunke først at åbne sig op. Sådan er det altid. Ny mand på scenen er Bradley Coopers usikkert akavede tv-shop-chef, der her et sted omkring slutningen af 1980’erne er det nye hotte. Tv-shop er sæbeopreaens afløser. Husmor-reklamer forklædt som talkshow. Det er Joys chance, imens Cooper med en mærkelig selvtillid dirigerer sine telefonsælger til lyden af spansk guitar. Sikke han kan i det, der nu har forvandlet sig til et slags deadpan-drama, hvor tv-shoppens kiksede salgsunivers driver en alvorlig sag frem – Joys drøm.

Derfra roder Russell igen med rytmen. Læderjakke og solbriller gør J-Law bad ass. Nogen vil snyde hende, det skal de ikke! Hun er sejere her end i dødsspillet. Hun accepterer aldrig et nej, men tømmer i stedet en shotgun bag farmands værksted, når frustrationen over mulighederne i mulighedernes land bliver for stor. For den amerikanske drøm er ikke let at gribe ud efter i David O. Russells USA. Her må du fighte og hustle, før du kan blive fuld af dejlig joy.