Foran mange domhuse rundt om i verden står den romerske gudinde Justitia hugget ud i marmor. Hun er blind for fordomme, personlige meninger og politiske holdninger. Derfor er hun afbildet med bind for øjnene, så hun udelukkende dømmer ud fra, hvad hendes vægtskål vejer tungest. Retfærdighed skal ske fyldest. Det er sagens faktuelle bevismaterialer, der skal dømmes ud fra, men sådan er verden ikke helt længere.

Juror #2 er den 94-årige Clint Eastwoods nyeste film, og den kan om nogen udfordre Justitia til en sværdkamp om, hvad der er retfærdigt.

Filmen følger Justin Kemp, der bor sammen med sin højgravide kæreste i det sydlige USA. Han bliver en dag indkaldt som nævning; det er ikke noget nyt for ham. Det bliver det dog, da sagen skydes i gang, og det langsomt går op for ham, at en lille klokke ringer. Han er selv indblandet i sagen.

Året inden påkørte han det, han troede var en hjort i øsende regnvejr. Nu viser det sig, at det var en ung kvinde, der havde haft et heftigt skænderi med sin banderelaterede kæreste på en nærliggende bar. Nu er det altså den uskyldige kæreste, der er under anklage, og gerningsmanden, der er nævning nr. 2.

Det er et spændende dilemma, Eastwood stiller op for os. På den ene side har Kemp mest at miste i den frie verden: en nybagt mor og et nyt liv som ædru alkoholiker. På den anden side er det ikke moralsk retfærdigt, hvis Kemp går fri.

Nu er det op til Kemp, om han har samvittighed til at sende en uskyldig mand i fængsel, eller om han skal melde sig selv og lade sin kæreste være alene med det barn, de begge har drømt om.

Det er svært ikke at nævne ’12 Angry Men’, når man snakker om en film, der drejer sig om nævninge. Og for filmen selv er det svært ikke at blive inspireret. Når dørene er lukkede, og sagen skal voteres, er Kemp den eneste, der stadig er i tvivl. Hans mål er tydeligvis at plante tvivl hos de andre nævninge for at få den anklagede frikendt. Men de andre nævninge har ikke tænkt sig at være blinde som Justitia.

Den anklagede, James Sythe, har før slået sin kæreste og er med i en bande, der er skyld i, at mindreårige er døde af overdosis. Han fortjener en straf, men skal han straffes for Kemps forbrydelser?

Eastwood ved, hvad han laver bag kameraet. Der er tydelige symbolske billeder af Justitia bag advokaterne. Kemp kigger på et tidspunkt ud af et vindue med persienner, der laver et tydeligt billede af tremmer som i fængslerne. Dog drukner filmen visuelt i et kedeligt, poleret og unyanseret digitalt udseende, som vi kender fra andre streamingfilm.

Det ville have klædt filmen at blive optaget på rigtig film, så der kom mere liv, sanselighed og dybde i billederne. Farverne er flade, og alle lokaler er tydeligt en filmkulisse. Især de andre nævninge har ingen visuel personlighed. Det ligner de mennesker, der optræder på stockphoto-billeder eller emballage på varer i Tiger-butikker.

Men det er ikke filmens største problem. Jeg er bange for, at man ikke ville forstå filmens første 15 minutter, hvis man ikke kender til filmens handling på forhånd. Vi starter hjemme hos Kemp og hans gravide kæreste. Han bliver indkaldt som nævning, skal igennem et udvalg, og først der i retssalen, når den anklagede sidder foran dommeren, finder vi ud af, at Kemp er den skyldige. Vi når aldrig selv at være i tvivl om, det er en hjort eller et menneske, han har ramt.

Jeg ville sådan ønske, at filmen havde startet sig selv på den skæbnesvangre aften på baren. At vi havde været det hele igennem med ham – chokket, når han hører bumpet og tjekker bilen. Vejen er tom, bortset fra et skilt, der advarer om rådyr. Klip til et år senere: Alt er glemt. Han har ikke hørt noget fra politiet eller i nyhederne. Men nu finder han (og vi) ud af, at han faktisk ramte et menneske, men vedkommende var røget ud over vejkanten og ned på en klippebund.

Problemet er, at når anklageren gennemgår aftenens forløb, så klipper vi til Kemps hukommelse af aftenen. Er man uvidende om, hvad filmen handler om, kunne man tro, at vi ser Kemps forestilling om, hvad der er sket. At han fantaserer om, at han var der, og ser sig selv som Sythe, eller bare som tilskuer.

På trods af filmens introduktion af dramaet har filmen et dejligt tempo og et skidegodt cast. Nicholas Hoult er virkelig god som Kemp. Toni Collette er født til at være en skideirriterende anklager. J.K. Simmons er evigt likable som pensioneret betjent. Det er et dejligt hyggeligt selskab, Eastwood har samlet sig. Den eneste kritik af skuespillet er, at når man har set Hoult i en halv snes film, går det op for én, at når han skal spille presset, holder han bare vejret. Det ser lidt fjollet ud, når nogen kommer for tæt på sandheden, at han bliver rød i hovedet og får vand i øjnene, mens blodårerne i panden er ved at springe. Det virkede i The Menu når Ralph Fiennes hviskede noget mystisk i hans ører som vi ikke selv hørte, for hvad var det dog han sagde som fik Hoult til at reagere sådan? Når vi faktisk hører hvad de siger, så stikker det ud, og jeg mangler at karaktererne omkring ham spørger, om han er okay før han besvimer af luftmangel.

Juror #2 er en fin film. Det er ikke én, man ser flere gange, men mangler man en hyggelig film i juleferien, som man kan se med mor, far og hele den pukkelryggede familie, så er det et godt bud. Den ryster mig ikke i min grundvold, men den har et godt manuskript og en spændende tematik, i hvert fald imens man ser den. Den er en tand for kort til at have tid til at stille mig i et skakmat-dilemma, men slutningen er dejligt åben, dog uden at den har hjemsøgt mig siden. Det er langt fra Eastwoods stærkeste film, men han kan sit kram, og det kan man ikke tage fra ham.

Juror #2 kan ses på MAX fra d.20 december.