… Men tålmodighed gør

“Kærlighed kender ingen grænser” – hvor er det godt set. Her har tusinder af års historiefortælling ellers lært os, at fornuften trumfer hjertet, at forældre og samfund ved bedst, og at de unge elskende aldrig får hinanden til sidst. Det er også rart at få lagt det overordnede tema tydeligt frem, så man bedre kan koncentrere sig om kaffen og Ritter Sporten, når Amma Asantes kærlighedsdrama ryger ind i båndsløjfen af ‘skønne’ fredagsfilm på tv. Der i hjørnesofaen, blandt smasken, bøf-bearnaise-prutter og småsnorken, kan man så passende finde ud af, om kærligheden mon alligevel har en grænse.

At den danske version af den uoversættelige original “A United Kingdom” lyder som en ugebladsnovelle, er selvfølgelig ikke filmens skyld. Problemet er bare, at “Kærlighed kender ingen grænser” ofte lever bedre op til sin danske romance-titel end sin mere historisk vinklede engelske. Den føles sine steder hevet direkte ud af den amerikanske Hallmark-kanals katalog af filmatiserede kærestebreve. Lyset er så gyldent, at hverken Rosamund Pike eller David Oyelowo behøver løfte et øjenbryn for at fortælle os, hvor smuk deres kærlighed er. Ansigtstræk er alligevel også svære at se, når linsen er fedtet godt og grundigt ind “Glamour”-style.

Seretse Khama er tronarving i protektoratet Bechuanaland i det sydlige Afrika. Et land på størrelse med Frankrig, der her i 1947 har 121.000 indbyggere. Det er dem, som Seretse skal overbevise om, at ægteskabet med den hvide Ruth Williams er en god idé. I øvrigt sammen med det britiske embedsværk og det sydafrikanske apartheidstyre. Pike og Oyelowo bliver nærmest helt forpustede af kun at tale i trodsige og omstændelige kærlighedserklæringer til hinanden. De lever en umulig drøm, og for søren hvor kan det føles! I virkeligheden er det måske ikke kærligheden, der er grænseløs, men angsten for det småborgerlige rækkehusliv, engelsk regnvejr og te kl. fem. Og kl. syv. Og ni.

Historien om Ruth og Seretse er sand og god, men også presset ind i en formel, der efterhånden bliver til repetition. En typisk scene i “Kærlighed kender ingen grænser” forløber sådan nogenlunde: ‘Det gjorde de bare ikke!’ ‘De gjorde de’ ‘Men vi elsker jo hinanden!’ – cue, violinbrus og helikopterskud af Bechuanalands savanne. Følelserne sidder uden på tøjet, men de bliver også tit teatralsk overdimensionerede. Som om Assante har villet lavet en film om 1947 som en film fra 1947. Swingjazz, Fedora-hatte og melodramatiske omfavnelser.

Al den idylliserede kærlighed bliver endnu mere gumpetung, når den stilles over for Asantes skarpt sarkastiske portræt af de engelske politikere. Tom Felton og Jack Davenport fedter rundt og bøjer regler, mens Imperiet smuldrer om ørerne på dem. Der er en Monty Python’sk humor i den stædige insisteren på at bestemme over noget, man ikke kan bestemme over, og det fyger med ætsende fornærmelser, som kun briter kan give hinanden. Når først Ruth og Seretse får lov til at spille op af modstanderne og deres upstairs-downstairs-påfuglerier, liver “Kærlighed kender ingen grænser” helt op.