Var det mord? Det er den danske undertitel og spørgsmålet i Rian Johnsons fornøjelige krimifarce, “Knives Out”.

Det er et spil Cluedo, en krimi som skrevet af Agatha Christie med en detektiv som Hercule Poirot. Og dog.

Det er nemlig både en klassisk whodunit og en farce, der kender alle genrens træk og tricks.

De hidsigt drillende violiner i indledningen spiller allerede et glimt i øjet fra start, hvor der også bliver set “Hun så et mord” på tv.

Mest kæk er Daniel Craig i rollen som mesterdetektiven Benoit Blanc, som med tyk sydstatsdialekt skal besvare mysteriet: Var det mord?

Var det i virkeligheden mord, da krimiforfatteren Harlan Thrombey efter en familiesammenkomst på sit palæ bliver fundet død på sit værelse? Hele familien var til stede, hvem gjorde det?

Den simple og fortærskede krimipræmis hygger Craig sig heftigt med, som han også gjorde det, da Steven Soderbergh senest hyrede ham til heistballaden “Logan Lucky“.

Det er en helt anden Craig, der her spiller sig maksimalt og sjovt ud, end når han købes ind til det store “Bond”-maskineri.

Benoit Blanc præsenteres for et voldsomt stjernehold af mistænkte som Chris Evans og Ana de Armas og Jamie Lee Curtis og Michael Shannon og Don Johnson og Toni Collette og Katherine Langford, der alle har et motiv til at have skåret halsen over på familiens overhoved – spillet af Christopher Plummer.

Det er stjerne på stjerne på stjerne, som hygger sig med sin tid i fokus som mistænkt. Hvilket er min største anke – tiden.

Foruden Daniel Craig får kun Chris Evans og Ana de Armas den tid i centrum, som de fortjener, imens resten af det navnestærke hold er underbrugte. Den anklage må Rian Johnson erklære sig skyldig i.

Han er også skyldig i at snige en nutidig morale ind i “Knives Out”, som svirper til immigrations-debatten i USA. Johnson er ligeglad med, hvem du er. Og hvor du er født. Det eneste, det er vigtigt i Johnsons efterforskning er: Hvad du har gjort. Og det virker jo i grunden rimeligt nok.

Cubanske Ana de Armas har gjort sin sygeplejerske Marta Cabrera til en godhjertet fornøjelse som kvinden, der ikke kan lyve uden at brække sig. Bogstavelig talt!

Og det er en vanskelig egenskab, hvis man holder på en hemmelighed, imens Benoit Blanc balancerer sin detektiv mellem Jacques Clouseau og Hercule Poirot – klovn og kompetent.

Jeg skal ikke afsløre, hvem der gjorde det, men jeg kan roligt afsløre, at samtlige medvirkende i “Knives Out” er skyldige i én ting: At hygge sig med at være mistænkt for mord.