Kolos på lerfødder
Udgivet 22. nov 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Tror du på mirakler? På at en magisk Jesus-type kan kurere kræft og andre ulykker? Det gør hverken jeg eller Stephen Fry, der har skrevet “The Hippopotamus”, som nu er blevet filmatiseret til den danske titel “Kolos på lerfødder”. Det er en hygge-spydig og britisk udgave af Woody Allen, hvor den store mening ikke findes – kun den, at vi alle efter større eller mindre mængder sex igennem et liv skal dø.
Jeg havde ellers gerne set en hel forestilling med Roger Allam som anmelder, der i indledningen uforskammet afbryder et teaterstykke og slår hovedrollen i skridtet. Desværre bliver det fanget på YouTube-video. Fyret! En dør lukkes, en anden åbnes. En kræftkureret blonde fatale vil betale dyrt for at få den her fortællings skeptiske Philip Marlow til at undersøge mirakler på et gods. Det siges, at en teenagedreng udøver mirakler præcis som Emma Stone i Woody Allens “Magic in the Moonlight”, hvor Colin Firth spillede skeptikeren. Samme rolle indtager Roger Allam.
Men fremad mod den forudsigeligt rationelle pointe, der ikke tror på det geniale eller mirakler, men derimod hårdt arbejde, så er Roger Allam simpelthen ikke sjov nok til at afmontere lerfødderne på den her stive kolos af en satire. Han falder i vandet. Hiver gardinet ned. Og drikker en masse whisky. Man er vel digter/anmelder/detektiv. Her savnede jeg Michael Gambons syngende rants, der er spydigt skarpere end de foredrukne af slagsen fra Roger Allam.
Miraklernes tid er forbi. Det må også “Kolos på lerfødder” indse. En filmatiseret fortælling om en forfatter gør det svært at skabe poesi. Det er noget, man skriver. Og det føles skrevet af Stephen Fry, når Roger Allams digter-detektiv skal lede efter ingen mening med det hele. Det bliver aldrig mirakuløst.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet