Kempegrei krigsfilm

De kan ikke forstå, hvad vi siger, men Norges bud på en Oscar-vinder har alligevel dristet sig til at hyre Jesper Christensen i den altdominerende hovedrolle. Det tæller selvfølgelig med, at kongen var dansk, og så har det nok også noget at skulle have sagt, at Christensen er fremragende i det meste, han laver. Det er han også her, og heldigvis holder næsten alt omkring ham et lige så højt niveau.

Her er Christensen en gammel mand med titlen Kong Haakon. Halvskaldet og med dårlig ryg lunter han rundt og leger gemmeleg med børnebørnene. Han har kun et halvt distræt øre for den internationale politik og nazisterne, der buldrer løs i baggrunden. Det virker som en helt uoverstigelig udfordring at skulle sætte sig imod det tyske magtapparat, der sejler langsomt, men sikkert ind i de norske fjorde. I imponerende actionsekvenser starter nordmændene et forsvar, men det falder snart og åbner op for en kamp mod uret for at sikre landets selvstændighed. En fortælling, der i intensitet og tyngde kan måle sig med langt de fleste Hollywood-produktioner.

Centralt står det paradoksale i Haakons status som demokratisk valgt konge med mandat til at udnævne en regering. Det har givet Erik Poppe muligheden for at lave en stramt skåret spændingsfilm, hvor man ellers kunne frygte et fladt helteportræt. Nærmest time for time skildres den tyske invasion og kongehusets efterfølgende flugt, så der effektivt bygges en spændingskurve frem mod kongens forhandling med den tyske gesandt og titlens valg. Det er samme kurve, der flader lidt tidligt ud og gør, at de sidste timers dilemma ender med at fremstå som en forceret skygge af de første.

Det kan imidlertid ikke forhindre Erik Poppe i at vise, hvordan man fortæller medrivende, selv om de fleste allerede kender slutningen. Det er et godt take på den politiske maskinrum-genre at fokusere på manden, der mest har symbolsk betydning i det unge norske demokrati. For alle ser alligevel op til ham som den naturlige leder. Overgangen fra gudgiven arvekonge til folkets kransekagefigur kan vi stadig slås med i dag, og det giver bare ekstra lag til Jesper Christensens figur at skulle forholde sig til sin status midt under en invasion. At Christensen spiller ham som københavnsk socialrealisme anno 1980, gør egentlig bare Haakon mere levende. Ikke nogen bedaget teaterdiktion her.

Samtidig er der en stor portion elegance i krydsklipningen mellem de stædige nordmænd på flugt i sneen og den tyske gesandt Bräuer, der fra Oslo panisk forsøger at skabe et fredeligt kompromis. Han er egentlig en dybt tragisk figur, fanget i krydsilden mellem den aggressive Hitler og den stolte Haakon. Karl Markovics er på randen af et sammenbrud i samfulde to timer, tydeligt overbebyrdet som mellemled mellem to mænd, der føler sig hævet over ham. Det er godt at se en flertydig tysk karakter i en krigsfilm, især blandt flokken af iskolde, ariske generaler, der rutinemæssigt lægger pres på for militær magtanvendelse. Overgivelsen er et spørgsmål om hvornår ikke hvis, men Poppe rykker sine figurer rundt med overblik og tæft for at trække spændingen ud.