Kung Fu Panda (dansk tale)

InstruktionJohn Stevenson, Mark Osborne

MedvirkendeSøren Spanning, Jens Jørn Spottag, Henning Moritzen, Morten Staugaard, Paul Hüttel, Rune Klan, Puk Scharbau, Mille Dinesen, Søren Hauch-fausbøll, Christian Damsgaard, Peter Pilegaard, Jesper Pedersen

Længde92 min

GenreAction, Action, Komedie, Komedie, Animation, Animation, Familie, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen18/07/2008


Anmeldelse

Kung Fu Panda (dansk tale)

4 6
Bjørn med slag iAlene titlen “Kung Fu Panda” siger næsten det hele. Ligesom at det uimodståelige syn af steppende pingviner i “Happy Feet” var dens meget åbenlyse salgspunkt, så er selve tanken om en småfed panda, der forsøger sig med diverse karateteknikker næsten grund nok i sig selv til at se filmen. Man kan ikke bebrejde folkene hos DreamWorks i at tro, at de har fundet en vinder i dette koncept, og filmen følger da også forventningen til dørs.
I filmen møder vi Po, en lettere lasket pandabjørn, der drømmer om at blive en stor kung fu-kriger, men som knap nok har motorik til at komme ned ad trappen uden at forstrække noget. Mellem dagdrømmerierne arbejder han i sin fars nudelbiks, hvor faderen ser sin søns fremtid meget klart. Der ville hans skæbne da utvivlsomt også have endt, hvis ikke der en dag kom en meddelelse om, at den store mester Oogway vil udpege den kommende dragekriger. Po bliver sendt med for at sælge nuddelsuppe, men ender i stedet – efter megen ramasjang – med at være den, som Oogway peger på.

Mester Shifu, hvis job det er at træne kung fu-krigerne, bliver imidlertid chokeret over, at Oogway har valgt en så flommet og ukoordineret dragerkriger og ikke en af hans trofaste elever. Han beslutter sig derfor for med alle midler at skræmme den lalleglade bjørn væk, men opdager til sin rædsel, at den evigt optimistiske Po ikke er så let at komme af med. Samtidig undslipper Shifus nemesis, den livsfarlige Tai Lung, fra fængslet, og fuldt opsat på hævn begiver han sig mod templet. Det er blevet spået, at kun dragekrigeren kan standse ham, men hvordan skal mester Shifu kunne forvandle den klodsede bjørn til en veritabel kampmaskine?

Hvis der er en ting, “Kung Fu Panda” kan roses for mere end noget som helst andet, så er det dens økonomi i fortællingen. Historien er en ret banal og voldsomt forudsigelig affære uden de store armbevægelser, men den formår at holde tingene i bevægelse, og med sine beskedne 92 minutter overspiller den ikke en god hånd. Den er essentielt en kærlig genfortælling af de klassiske kung fu-film, som en del af os vist har spildt mange dovne søndage på. Her er forskellen blot, at det er animerede dyr i hovedrollen. Filmens særdeles flotte animation har den fordel, at den gør det muligt at lave de vildeste stunts, og de stærkt underholdende Hong Kong-inspirerede kampsekvenser bliver hurtigt en af filmens bedste trækplastre. Ikke mindst den onde Tai Lungs flugt fra fængslet kan fuldt ud stå distancen i forhold til regulære actionfilm.

Ligesom “Iron Man” for nylig var skræddersyet til Robert Downey Jr., så synes rollen som den overvægtige panda at være perfekt til Jack Black. Den godmodige bjørn er i så høj grad indbegrebet af Black, at man til tider er lige ved at glemme, at man ser en animationudgave af selvsamme skuespiller. Det er derfor også en vanskelig opgave for Rune Klan at lægge stemme til den danske udgave, men han slipper bemærkelsesværdigt godt fra udfordringen, og han forsyner den flommede bjørn med rigelige mængder optimisme og ungdommelige fraser.

Hvis “Kung Fu Panda” er en underholdende omgang ballade, så er der til gengæld ikke den store magi i selve fortællingen eller dybde i personerne, og vittighederne om Pos størrelse bliver efterhånden en lille smule trættende. Der er stadig milevidt op til film som Pixars “Ratatouille”, men som en film af ren skæg og ballade, så er den unægtelig temmelig underholdende. Ligeledes er det forfriskende, at DreamWorks for en gangs skyld har skruet ned for de insisterende popkultur-referencer, der ofte har plaget deres film. Her er der blot en panda, der uddeler øretæver, og den simple formular er der nogle ualmindeligt charmerende smæk i.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Pandaen Po er den dovneste af alle dyrene i Fredsdalen. Desværre truer magtfulde fjender freden, men en ældgammel profeti fortæller om en helt, der vil dukke op og redde dem alle sammen. Så det venter alle nu på skal gå i opfyldelse. Men ingen af kampkunstens mange mestre bærer den Udvalgtes særlige kendetegn… det vil sige indtil nu. Så da Po ganske udvidende dukker op midt under en konkurrence, der skal finde den Udvalgte, er mestrene mildeste talt chokerede over at opdage, at han bærer mærket. Og det vil ikke være helt forkert at sige, at der venter en på alle måder kæmpe opgave med at gøre den godmodige panda til en lynhurtig og hårdtslående kung fu-kriger, før det er for sent.