Kvinde, ukendt
Udgivet 7. jun 2017 | Af: Andreas Ellemann | Set i biografen
’En god læge styrer sine følelser,' siger hun vrissent til praktikanten. Men det gør Jenny ikke selv, efter hun ved et uheld er skyld i en ukendt kvindes død. Konsultationen er lukket, hun åbner ikke døren op. Herfra begynder noget så sjældent som en socialrealistisk detektivhistorie, hvor Jenny, for sin samvittigheds skyld, simpelthen er nødt til at finde navnet på den afdøde kvinde. Det er farlig og realistisk krimi med troværdige mennesker, imens den selvfølgelig som en brødrene Dardenne-fortælling stikker dybere end blot mysteriet om den ukendte kvinde.
Det er nærmest farligere, end en Sherlock Holmes på jagt efter Moriarty, fordi Jenny føles som et ægte menneske, som vi dokumentarisk følger fra patient til patient og ledetråd til ledetråd. Ligesom den barnlige og kriminelle Bruno i “Barnet” er hun ikke en papskåret arketype. Selv om hun i starten virker som en kold skid, der er træt af sine ‘sygesikrings-patienter’, så gemmer hun på mere. Kvinde, kompliceret. Med dårlig samvittighed og frustrationer over egen opførsel, som når hun frygter, at hun har fået sin praktikant til at opgive medicinstudiet.
Et puslespil, der lidt overraskende bliver samlet. Åbne slutninger og løse tråde er ellers ikke sjældne hos Dardenne-brødrene, men i “Kvinde, Ukendt” står jeg faktisk tilbage med få spørgsmål – på godt og ondt. Den perfekte balance imellem åben og lukket slutning fandt de i “To dage, en nat”, hvor “Kvinde, Ukendt” i stedet er en dejligt afrundet fortælling. Til gengæld skal jeg frem med luppen som en anden Sherlock Holmes for at finde de store filosofiske spørgsmål om menneskets natur og svagheder, som Sandra fandt for mig i de to dage, hvor hun kæmpede for sit arbejde.
Jenny har også mange af menneskets svagheder, men de klæder hende. Hun er virkelig i en virkelighedsnær krimi. De mennesker, hun møder i denne sjældne (social-)realistiske detektivhistorie, er heller ikke bare skurke eller ofre. De gør både gode og onde ting, fordi de er virkelige og menneskelige. Så det kan godt være, at ‘en god læge styrer sine følelser’. Det gør gode instruktører og Jenny ikke. De viser dem.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet