Kvinden i toget
Udgivet 2. nov 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jeg tror, at Paula Hawkins har læst Gillian Flynns “Gone Girl”, inden hun selv skrev “The Girl on the Train”. Og jeg tror endnu mere, at Tate Taylor har set David Finchers “Gone Girl”-filmatisering – der på dansk fik titlen “Kvinden der forsvandt” – inden han filmatiserede “The Girl on the Train” til “Kvinden i toget”. Jeg forstår dem begge. Det er godt med gode forbilleder, selv om de kan være svære at leve op til.
Den tematiske helhed flettes sammen af tre kvindeskæbner, der flashes frem og tilbage i tid. Rachel, der ikke kan få børn. Anna, der har fået et barn. Megan, der ikke vil have et barn. Perspektivet skifter hele tiden mellem de tre. Vi oplever ikke det, der sker, men sådan som de oplever, det sker. De er utroværdige fortællere. Eller i hvert fald ikke nødvendigvis troværdige. For hvad skete der den aften, hvor Rachel stod af toget, blev slået ned og vågner op til mistanke om mord på en af de andre kvinder? Hun husker ingenting. Fordi hun drikker, fordi hun er bitter på eksmanden, der har fået et barn med Anna, som ligner Megan lidt. På afstand. Har Rachel gjort noget dumt?
Hun er forsvundet som person. Men ingen leder efter den gode, gamle Rachel. For i en verden, hvor kvinder kun finder mening i at få børn, så er hun ingenting. Bare en stakkel på toget, der kigger på de andres liv med mand og mening. Den provokerende indsigt forsvinder også i en film, der forsøger at være klogere, end den er. Det er “Memento” for housewifes, hvor den fordrukne hukommelse skal huske et mysterium, der aldrig bliver helt så vildt, som en Gillian Flynn kunne have tænkt det.
“Kvinden i toget” bliver aldrig en tur på førsteklasse. Det tog er kørt med Flynn-Fincher-ekspressen. Men som en billigere udgave i en standard-kupé med samme destination så er Hawkins-Taylors bumletog en sikker mysterie-billet til nok en tur om en kvinde, der forsvandt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet