Scorekarl til salg

Siden Richard Gere begik sig som storcharmør i Paul Schraders “American Gigolo”, har det knebet med film om mænd, der sælger sig selv. Umiddelbart har filmindustrien heller ikke ledt med lys og lygte efter gigolo-film, men alligevel er der nu lys forude for et publikum med den slags lyster. “L.A. Gigolo” er den utopiske drengerøvsdrøm om jægeren, der kan nedlægge alle, som han peger på, men aldrig før har det at score været så umanerligt ligegyldigt.

Den unge Nicki har gjort det at være scorekarl til en lukrativ livsstil ved at forføre rige midaldrende kvinder i Los Angels. De lader ham så bo i deres hjem en periode til gengæld for sex. Han finder på et tidspunkt fast sammen med den succesfulde Samantha og nyder at bo hos hende i sus og dus. Dog sker det helt uventede, at han møder den jævnaldrende Heather og falder pladask for hende. Det helt klassiske dilemma opstår ved, at han nu skal vælge mellem rigdom eller kærlighed.

“L.A. Gigolo” er af den helt særlige type film, der er så jævn og ligegyldig, at man i dagene efter per automatik glemmer ansigter og navne. Udover at Ashton Kutcher er ret passende som overfladisk luksusgigolo, mangler der afgjort bid og charme på det hule vidnesbyrd fra Nickis monotone voice over. Bag den vilde scorejagt emmer en potentielt ørefigen til overklassens dyrkelse af det overfladiske, men den afgørende drejning bliver aldrig imødekommet.

Netop den latente ironiske distance ville have passet perfekt til både karakteren Nicki og det materielle univers, der meget eksplicit bliver fremstillet. Den kolde facade smuldrer sikkert og vist i mødet med “den sande kærlighed”, når den lettere påklistrede og didaktiske dannelsesrejse fra dreng til mand understreges i Nickis møde med den yndige Heather. Men i stedet for at bidrage med en tiltrængt underfundig sarkasme af Hollywoods jet-set fyldes der rigeligt op med en række platkomiske tilnærmelser fra den tidligere Casanova. Filmens iboende paradoks er naturligvis blot, at når filmen i sig selv er komplet overfladisk, synes Nickis frigørelse fra selv samme overflade at falde for døve ører.

Selvom “L.A. Gigolo” som sådan ikke har meget at byde på, synes Ashton Kutcher alligevel at gøre sit for at holde dampen oppe. De vilde sexeskapader og hans kølige følelsesmæssige distance rammer plet indimellem på et eller andet pubertært plan. Der skal dog ikke rumstere mange kiks i skuffen for at regne afrundingen ud, før man overhovedet har set filmen, hvilket oven i købet er en slutning, der grænser til det letkøbte selv inden for romantiske komedier.