Singin’ in the Stars

Det er en gimmick. Det var “The Artist” også, da den for præcis fem år tilbage gjorde mig nyforelsket i stumfilm. Det var retro nostalgi og den reneste filmmagi. Den kunst gentager “La La Land” nu, så det synger. Jeg har aldrig før været så forelsket i en musical.

Det indså jeg allerede med åbningsscenen. Et rent blæreskud. En kedelig motorvejskø i udkanten af Los Angeles forvandles til en farvestrålende flashmob. En kvinde synger for på ‘Another Day of Sun’, stiger ud af bilen – er hun skør? Nej, for det her er ikke realisme, det er den fineste eskapisme. En virkelighedsflugt, hvor en kø forvandles til et sang- og danseshow med mennesker i alle farve; blå, gul, grøn og røde kjoler, imens kameraet i en glidende bevægelse vælger at følge frem for at klippe. Hvorfor? Fordi “La La Land” kan.

Fordi “La La Land” godt ved, hvor lækker og overlegen den selv er. Det lægger den aldrig skjul på. I stedet blinker den konstant indforstået ud til alle dem, der kigger med. Som en rigtig film-film. Emma Stone med skuespillerdrømme gør selv opmærksom på, at det er en Hollywood-kliché – nostalgisk endda. Hun har Ingrid Bergman hængende på væggen, imens hun serverer kaffe på caféen inde hos Warner Bros., hvor man næsten kan kigge over til kulisserne fra “Casablanca”. Hun drømmer om at blive en stjerne.

En stjerne som dem i “Singin’ in the Rain” eller en af historiens andre store musicals på film, som “La La Land” konstant og elegant hilser på og til. Emma Stone sidder også i den indledende kø, inden vi fortsætter med hendes lift. Og introduktionen til hendes drømme. Der krydser veje med Ryan Goslings jazz-drømmer, som sørme også sad fast i den kø – nu følger vi ham. Sådan krydser “La La Land” præcist spor, inden der på ny skiftes tempo med endnu en catchy jazz-melodi.

Sådan gjorde instruktør Damien Chazelle også i trommefilmen “Whiplash”. Tempo, tempo, tempoet var højt. Det hele spillede. Han laver film, som andre laver musik. Det handler om rytme. Rytmen imellem Gosling og Stone, når kærligheden etableres med en sang, der går over i step, da hun da lige skal flytte de ømme fødder fra de høje hæle til et par flade, som sørme kan steppe og danse. Men som med god jazz, så er det temposkiftet, der gør den særlig. Da nostalgien bliver for let, så udfordrer John Legend; Hvad vil I leve af? Drømme? Ingen gider gammel jazz mere, og drømmen om skuespil udleves måske bedst i Paris. Hvad gør man så? Er drømmen større end kærligheden som i “Casablanca”?