Den rene magi

At se en Hayao Miyazaki-film er som at se en film af Hitchcock eller Ozu – man behøver dårligt betragte mere end et halvt minut, før det er helt tydeligt, hvem der er ophavsmand til dette værk. Selvom et stort studie står bag ham, så synes hvert eneste billede at være præget af lige præcis Miyazakis umiskendelige fingeraftryk.

Miyazakis tilstedeværelse gennemsyrer også “Laputa: Slottet i himlen” fra 1986, der på mange måder bærer alle hans klassiske vartegn for fuld udblæsning, men som ikke desto mindre først har fået sin regulære danske biografpremiere herhjemme nu. At det har taget så længe er selvfølgelige en skam, men ellers er der kun grund til at glæde sig over, at denne medrivende oplevelse langt om længe kan nydes på det store lærred, hvor den hører hjemme.

“Laputa: Slottet i himlen” var Miyazakis blot tredje spillefilm, og den følger lige i sporet efter forgængeren “Nausicaa – fra vindenes dal”. Men hvor “Nausicaa” til trods for en duperende visuel side stadig var en lidt rodet og utilfredsstillende oplevelse, så er “Laputa: Slottet i himlen” den film, der for alvor demonstrerede, hvor vidt Miyazaki kunne drive det. Handlingen starter abrupt med et luftslag, der ender med, at den unge pige Sheeta falder mod den sikre død. Hun omkommer dog ikke, men overlever på mystisk vis takket være den magiske halskæde, hun bærer. Halskæden bringer hende dalende mod den forældreløse minearbejder-dreng Pazu, som redder hende, og deres venskab bliver hurtigt startskuddet til et eventyr og en søgen efter det mytiske flyvende slot Laputa.

Som så ofte hos Miyazaki er der dybder i fortællingen, som kun antydes let, hvilket ikke mindst gælder Laputas himmelske status, men som også berører vores hovedpersoner. Man har vedvarende en følelse af, at der udspilles en helt anden historie mellem linjerne, og ikke mindst den forældreløse Pazu bærer på en usædvanlig tragisk skæbne. Miyazaki nægter dog konsekvent at sentimentalisere beretningen, hvilket på sin vis blot gør den endnu stærkere. I stedet bliver han selve indbegrebet af ukuelig optimisme og hengivenhed.

Underholdningen kommer ikke mindst fra det forrygende univers, der bliver opbygget, og som er en slags gal science fiction-blanding af gammelt og nyt. Luftpirater farer gennem himlen i drabelige luftskibe, der ligner insekter, mens hærenes flyvende fæstninger rydder alt på deres vej. Krigsskibene besidder en kluntet metallisk charme, der er lige ud af 2. Verdenskrig, mens de dystre krigsmaskiner blandes lystigt med naturskøn økologi – og der lægges allerede op til de temaer, som siden ville blive endnu mere markante i “Prinsesse Mononoke”. Visuelt er det en formidabel palet af sprudlende farver, overvældende detaljerigdom og håndtegnet charme, som vi her bevidner, og man sidder på én gang henført og jublende tilbage. Som med “Porco Rosso”, der tidligere også fik chancen i biograferne, bliver man hurtigt bevidst om, at det er en helt anden oplevelse at se “Laputa: Slottet i himlen” på biografernes bredde lærrede, hvor luftduellerne og de fantastiske skabninger for alvor kommer til deres ret.