”No sequel for you!”

“Last Action Hero” var en af 1990’ernes mest betydningsfulde film. Det lyder måske som et mærkeligt postulat, eftersom filmen floppede fælt og fik hug af stort set alle anmeldere. Men filmen var Arnold Schwarzeneggers første flop. Forinden trak biograferne oftest fulde huse, når en film havde det østrigske muskelbundt på plakaten, men Schwarzeneggers filmkarriere kom aldrig for alvor tilbage på ret køl efter John McTiernans dyre svipser fra 1993. Interessen for alle 80’ernes flamboyante filmhelte og netop den slags pompøse actionbrag, som havde forvandlet dem til kulturelle ikoner, dalede derefter kraftigt. En æra var forbi.

I dag bliver “Last Action Hero” ofte nævnt i samme åndedrag som de fadæser, Schwarzenegger medvirkede i efter “Livsfarlig løgn”, skuespillerens sidste store hit, men den fortjener sgu et langt bedre ry. “Last Action Hero” er ikke alene bedre end Schwarzeneggers senere skrammel – “End of Days”, “Kold hævn” og (selvfølgelig) “Batman & Robin” – den er også snublende tæt på at være i samme liga som “Predator” og “Sidste udkald”, og den er mere original end begge. Havde man taget sig tid til at fixe filmens få brister, kunne “Last Action Hero” snildt være blevet en regulær genistreg.

Filmen er desværre alt, alt for lang, den er ekstremt sentimental på højst upassende tidspunkter, og unge Austin O’Brien er så beæret over at spille overfor filmhistoriens største actionfilmstjerne, at hans skuespil halter. Men drengens præstation er formentlig ikke nær så forfærdelig, som du husker. O’Brien spiller Danny Maddigan, som får lov til at se Schwarzeneggers seneste film, “Jack Slater IV”, i biografen før alle andre. Danny får fat i en særlig billet lavet af selveste Houdini, og under forestillingen lyser den op, og knægten suges pludseligt ind i filmens fiktive univers. Og i Jack Slaters verden gælder de samme spilleregler som i de fleste actionfilm: Skurkene kan ikke ramme en skid, skydevåben har uendelig ammunition, alle ser knaldgodt ud, og hvis man falder adskillige meter, beskydes eller fanges i en eksplosion, får man kun mindre hudafskrabninger.

Det er let at prikke hul i actiongenrens komiske konventioner, og det er blevet gjort før, men “Last Action Hero” gør det med stil, sublim humor og overvældende opfindsomhed – en drømmesekvens, der skildrer Shakespeares Hamlet med en maskinpistolsvingende Arnold i titelrollen, er slet og ret genial. Og hvad med scenen, hvor Slater revser F. Murray Abraham for at have dræbt Mozart. ”Moe hvem?” svarer Abraham, som vandt en Oscar for sin indsats i “Amadeus”. Og i hvilken anden mainstreamfilm ville Ian McKellen træde ud af Ingmar Bergmans “Det syvende sejl” i rollen som døden? Ja, her er faktisk masser af guf for både actionelskere og mere fintfølende filmnørder.

Charles Dance leverer også en pragtpræstation som seancens iskolde skurk, men actionsekvenserne har ikke samme gennemslagskraft som dem i McTiernans mesterværker, “Die Hard” og “Predator”. Men selvom ordet “action” indgår i titlen, er biljagter, eksplosioner og skuddueller ikke primus motor her, det er derimod de lidt stereotype, men enormt charmerende karakterer. Instruktøren og manuskriptforfatterne – deriblandt Shane Black, som altid er en garant for pragtfulde replikker – fortjener stor ros for både at underholde og understrege, at der er en skillelinje mellem de virkelighedsfjerne universer, vi ser på film, og den mere brutale virkelighed. Men den sukkersøde slutning undergraver desværre filmens morale.

Schwarzenegger har sjældent været bedre eller sjovere. Han nyder tydeligvis at tage pis på genren, som gjorde ham berømt, og han har samtidigt selvtilliden og modet til at drive gæk med sit eget image. ”Prosit” konstaterer Schwarzenegger, da hans eget eksotiske efternavn bringes på bane, og da Slater senere møder den “ægte” Schwarzenegger i vores verden (sejt, at de ikke har omdøbt ham), præsenteres østrigeren som et grådigt fjols, som gør konen forlegen og ter sig åndssvagt.

Måske var “Last Action Hero” forud for sin tid… Måske antydede markedsføringen, at den var i stil med de film, den parodierede… Under alle omstændigheder er det på tide, at “Last Action Hero” får den anerkendelse, den fortjener.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Indimellem har gryn det med at ligne digital støj, og der er et par slørede skud, men transferet ender lige nøjagtig med at fortjene et 5-tal. Billedet er sædvanligvis knivskarpt, og detaljerigdommen er tit direkte overvældende. Der er nærbilleder, hvor man tydeligt kan se de enkelte svedperler og skægstubbe på skuespillernes ansigter, og farverne er fantastiske – frodige, appetitlige og fuldstændig rene. Kontrasten er også solid, edge-enhancement optræder aldrig, og bortset fra førnævnte gryn optræder intet snavs.

Audio

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er udmærket, men ikke nær så imponerende som transferet. Dialogen lyder indimellem underlig – f.eks. i scenen, hvor Schwarzenegger og O’Brien diskuterer skurkene i Slaters bil. Det lyder, som om replikkerne er blevet indtalt i et bitte studie, der ikke er blevet lydisoleret ordentligt. Men replikkerne er dog tydelige, og som regel har de en dejlig rumklang. Musikken er også klokkeklar og folder sig fint ud. Der er masser af aktivitet og effektive panoreringer, og både høje og dybe toner gengives fint, selvom en lidt bedre bund havde været velkommen.

Ekstramateriale

Her er intet ekstramateriale. Dvd’en havde i det mindste en kort dokumentar og en musikvideo. Øv.