The Last House on The Left
Udgivet 17. jul 2009 | Af: dolphinfriendly | Set i biografen
Wes Craven er blandt de største amerikanske horrorfilminstruktører gennem tiderne. Siden det store kommercielle gennembrud i 80’erne med “Morderisk mareridt”, teen slasher-serien omhandlende den ikoniske seriemorder Freddy Krueger, vendte Craven tilbage i 90’erne med “Scream”. Dog havde den kære Craven sit antrit allerede i 70’erne med kultfilmene “The Hills Have Eyes” og “The Last House on the Left” – hvoraf sidstnævnte nu er blevet genindspillet.
Der er langt imellem det originale forlæg og genindspilningen af Wes Cravens debutfilm. Man skal på ingen måde forvente, at den originales uhygge og kontroversielle sekvenser forsøges genskabt – ikke mindst fordi Craven fik helt frie tøjler med et skrabet budget på 100.000 dollars og dengang besluttede sig for mere at forarge end stykke en helstøbt film sammen. “The Last House on the Left” fra 1972 blev en uventet skandalesucces og havde vitterligt flere frastødende scener, mens nyindspilningen mere prøver at være suspensefyldt frem for skræmmende. Resultatet er intet mindre end overraskende vellykket og medrivende, og filmen kan sagtens stå på egne ben.
Bestræbelsen på at fremstille en vis dybde ved at stille spørgsmålstegn omkring, hvor langt almindelige mennesker vil gå for at overleve og for at beskytte familien, indfries kun halvhjertet i form af et underligt dobbeltmoralsk klimaks. Vold accepteres og berettiges, så længe det er “de gode”, som handler ud fra de præmisser. Pudsigt nok synes Krug og hans bande ikke at være endimensionale som forventet. Det er i høj grad skuespilleren Garret Dillahunts fortjeneste, da han formår at skabe en sadistisk psykopat, der mere dræber af nødvendighed end blot for sjov og ballade. Det betyder så ikke, at der lægges låg på Krugs meget eksplicitte voldshandlinger, slet ikke, men der står trods alt en reflekterende mand bag handlingerne, skønt forskruet. I det hele taget synes alle skuespillerne at gøre, hvad de skal med underspillet og troværdig indlevelse, hvilket understreger, hvor meget en dygtig personinstruktør kan præge et på papiret middelmådigt hold skuespillere.
Selvom de to udgaver af “The Last House on the Left” som sådan er ret forskellige film, fungerer begge på hver deres præmisser. Genindspilningen er slet og ret ikke en gyser, men et stykke solidt Hollywood-håndværk af en thriller, der formår at fastholde og underholde fra start til slut. Til trods for at filmens tema knækker henimod slutningen, er det skam til at leve med, nu da resten af filmen er så glimmerende eksekveret.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet