Let Me In

InstruktionMatt Reeves

MedvirkendeKodi Smit-McPhee, Chloe Moretz, Richard Jenkins, Cara Buono, Elias Koteas, Sasha Barrese, Dylan Kenin, Chris Browning, Ritchie Coster, Dylan Minnette, Jimmy 'Jax' Pinchak, Nicolai Dorian, Rebekah Wiggins, Seth Adkins, Ashton Moio

Længde116 min

GenreDrama, Gyser

IMDbVis på IMDb

I biografen03/03/2011

Anmeldelse

Let Me In

5 6
En vampyrhistorie genopstår

Det udløste et kæmpe ramaskrig på de skandinaviske breddegrader, da amerikanske Matt Reeves bekræftede, at han ville genindspille den svenske vampyrfilm “Lad den rette komme ind”. Og med god grund. Jovist, Hollywood har produceret nogle hæderlige remakes gennem tiderne, men netop en vidunderlig film som “Lad den rette komme ind”, der er så dejligt intim og underspillet, kunne vel ikke slippe helskindet igennem Hollywoods samlebåndsfabrik uden at blive omdannet til overgearet splatter?

Heldigvis bliver ens frygt øjeblikkeligt gjort til skamme, for allerede i genindspilningens første scene fornemmer man, at “Let Me In” er blevet produceret langt væk fra de skruppelløse pengemænd i Hollywood. Titlen toner langsomt frem til tonerne af Michael Giacchinos smukke og subtile musik, og det første billede er af et afsides bjerglandskab i New Mexico, som virker nøjagtig lige så goldt og tomt som Stockholms snedækkede forstæder i “Lad den rette komme ind”. Den efterfølgende scene er til gengæld allerhelvedes intens og byder desuden på filmhistoriens mest mindeværdige åndedræt siden Darth Vaders.

Reeves er tydeligvis klar over, at han ikke genindspiller en temperamentsfuld, japansk gyser, men derimod en langt skrøbeligere størrelse, og han behandler den skræmmende opgave med respekt uden at smøre tykt på med den slags billige chokeffekter eller overgearet musik, som en mindre dristig filmmager nok havde gjort. Stilistisk kunne “Let Me In” ikke være mere anderledes end Reeves’ “Cloverfield”. I Reeves’ suveræne monsterfilm hoppede og dansede kameramændene, mens computergenererede uhyrer skreg og skrålede. Men i “Let Me In” udspiller rædslerne sig i mørket, kameraet observerer fra det fjerne, og computereffekterne er nedtonede. Således tvinger Reeves vores egen fantasi på overarbejde, og det gør kun filmen mere uhyggelig.

Æstetisk er “Let Me In” altså en værdig pendant til originalen, som ligeledes krøb under huden på sit publikum uden brug af vilde virkemidler. Historien er naturligvis den samme: Drengen Owen bor i en fjerntliggende flække sammen med sin mor. Den ensomme knægt er de lokale bøllers yndlingsoffer, men efter mødet med den nyankomne nabopige, Abby, begynder Owen omsider at oparbejde en smule selvtillid. Men Abby er ikke nogen ordinær 12-årig – hun er en vaskeægte vampyr, som i årevis har stået stille på skillelinjen til teenagealderen, og i takt med at Abbys blodtørst får byens befolkningstal til at dale, spirer børnenes unikke venskab.

Dét venskab er filmens hjerte og sjæl, og Reeves var så klog at hyre Hollywoods formentlig to bedste børneskuespillere: Kodi Smit-McPhee (“The Road”) og Chloe Moretz (“Kick-Ass”). Børnene er simpelthen fremragende til at skildre den indre uro, som plager dem begge, og man tror på dem hele vejen igennem. Filmen er godt nok ekstremt stemningsfuld, men det er først og fremmest Owen og Abbys venskab, som suger os ind. Der bliver desværre ikke dvælet helt så meget ved dét venskab som i originalen, men i denne omgang er der til gengæld mere kød på forholdet mellem Abby og hendes snigmyrdende værge (en superb Richard Jenkins).

Naturligvis er der heller ikke nogen idé i at genskabe noget uden at gøre noget nyt med kildematerialet, men Reeves sætter sit eget præg på langt de fleste scener, og kun én af dem er markant svagere end originalens ditto: Branden på hospitalet, hvor den computergenererede ild er så kunstig, at scenen svækkes markant. Til gengæld er der en nyopdigtet sekvens, hvor man ser en bilulykke fra bagsædet, som er en tidlig kandidat til titlen “årets bedste scene”. Det er værd at bruge 80 kroner på en biografbillet alene for at se den ene, sublime sekvens.

“Let Me In” er altså ikke den blasfemiske brøler, mange havde frygtet, men derimod en lille perle, som understreger, at Matt Reeves er værd at holde øje med. Selvom fans af den svenske original kender historien til hudløshed, er det absolut værd at smutte i biografmørket for at se fortællingen blive genfortalt med manér. Ligesom en dygtig musiker har Reeves lavet en solid coverudgave af en gedigen evergreen, som bevarer originalens ånd, tilføjer nogle nye, iørefaldende indslag og samtidigt minder os om, hvorfor vi oprindeligt forelskede os i historien.

Kort om filmen

Handlingen er hensat til en snefyldt vinter i New Mexico, 1983, hvor den ensomme 12-årige Owen bliver ven med den mystiske pige Abby, der flytter ind ved siden af.