Voldtægtshumor Actually

Det begynder nærmest uskyldigt i den australske komedie “The Little Death”. Et nærbillede af en fin, lille fod. Foden tilhører den pæne middelklassepige, Maeve. Inden længe er selv samme fod begravet i gabet på Paul, Maeves kæreste, som slubrer indholdet af sin udkårnes fodtøj i sig, som var det østers. Maeve kan ikke lade være med at grine. Det er lidt fjollet. Men ganske uskadeligt. Manden er glad for fødder. Maeve selv?. Hun fantaserer om at blive voldtaget. Og den er altså sværere at sluge end en størrelse 44, mener Paul. Men som den opmærksomme, behagesyge mand, han er, forsøger han at finde en måde, hvorpå han kan opfylde Maeves ønske. Og dermed sætter han gang i en række begivenheder, hvor flere separate plots – og seksuelle tilbøjeligheder – krydser hinanden. Desværre uden at ende ud i noget, der forløser den dumme udløsningsfilm.

“The Little Death” er altså en multiplot-film, hvor flere adskilte fortællinger væves sammen. Det er i hvert fald hensigten. Den slags kan fungere fremragende som i Paul Thomas Andersons “Magnolia” fra 1999, hvor de mange skæbner flerstemmigt belyser svære emner som synd og tilgivelse. Eller som i den mere letbenede “Love Actually” fra 2003, hvor Liam Neeson, Hugh Grant, Keira Knightley med flere fletter hver deres lille julehjerte sammen til et opløftende kærlighedsevangelium. I “The Little Death” kredser de mange historier om en fælles kerne af aparte seksuelle præferencer. Men modsat de to ovenstående eksempler lykkes det ikke for den debuterende instruktør, Josh Lawson, at få de mange brikker til at falde på plads og skabe noget, der giver mening som en sammenhængende helhed. Det ligner snarere end række grove sex-sketches af svingende kvalitet, der umotiveret og akavet er flettet ind i hinanden.

Til at begynde med ligner “The Little Death” ellers et provokerende og fordomsfrit forsvar for den seksuelle frigjorthed og lysternes mangfoldighed. Men den tanke manes hurtigt til jorden, når der toner et skilt frem på skærmen med en lille diagnoselignende definition, hver gang en ny lyst viser sig hos en af karaktererne. Alt skal straks påklistres et mærkat og proppes i en kasse. Mere frisindet er det altså heller ikke. Det bliver efterhånden også klart, at nogle af karakterernes tilbøjeligheder er svære at forsvare. Pludselig ligner det snarere en løftet pegefinger, der formaner om, hvor let man kommer på afveje, når man navigerer gennem tilværelsen med liderligheden som GPS.

Nogle af drifterne er nemlig i den mørkere ende af farveskalaen. En mand bedøver i værste Bill Cosby-stil sin hysteriske kone med ulovlige sovepiller for at gøre hende lidt mere medgørlig. En kvinde kan kun blive ophidset, når hendes mand græder, så hun kidnapper hans hund, opdigter en kræftsygdom og stikker konstant til minderne om hans nyligt afdøde far. Og så er der selvfølgelig Maeve med sin ulykkeligt paradoksale voldtægtsfantasi – det er jo ikke voldtægt, hvis man gerne vil voldtages, som en af Pauls venner bemærker.

“The Little Death” vil gerne være provokerende og udfordrende. Det fremgår tydeligst i de voldsomt ubehagelige, grænseoverskridende scener, hvor det iscenesatte voldtægtsforsøg løber løbsk. I de scener leder Lawson efter humoren i noget, der bestemt ikke er oplagt morsomt. Men hvor vil han hen, når først grænsen er overskredet? Det er svært at gennemskue. Det er ikke en moralsk kritik, men en kritik af et dårligt manuskript, der ikke hænger sammen. De mørke og voldelige scener kædes sammen med mere traditionelle rom-com-eskapader, såsom akavede, seksuelle rollespil, men hvad har det med voldtægt at gøre?