George Harrison: Living in the Material World

InstruktionMartin Scorsese

MedvirkendeTerry Gilliam, Eric Idle, Paul McCartney, Ringo Starr, George Harrison, Eric Clapton, Yoko Ono, Tom Petty, Phil Spector, Dhani Harrison, Olivia Harrison, George Martin, Jeff Lynne

Længde200 min

GenreDokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen24/10/2011


Anmeldelse

George Harrison: Living in the Material World

5 6
Harrison og Scorsese – en himmelsk kombination

“George Harrison: Living in the Material World” er et must for alle med hang til den stille beatle: George Harrison. Instruktøren Martin Scorsese gransker Harrisons imponerende liv med stor respekt. Med hjælp fra legendariske musikere som Eric Clapton, Bob Dylan og Yoko Ono har Scorsese fået fingre i et væld af fantastiske arkivoptagelser, der både fascinerer og fortryller.

I filmens første del følger vi Harrisons tilværelse som leadguitarist i The Beatles og bandets udvikling – lige fra deres tidlige eskapader i Hamborg, hvor gruppen forsøgte at etablere sig som kunstnere, til da de tog verden med storm og blev anerkendt som musikhistoriens formentlig allerstørste band. Der dykkes ned i flere gamle interviews med Liverpool-kvartetten samt nyere interviews med blandt andet Astrid Kirchherr og Klaus Voormann, der hjalp The Beatles på vej, da de kickstartede karrieren. I anden del af filmen tager Scorsese os med på en rejse igennem Harrisons senere liv, hvor vi får et indblik i hans musikalske solokarriere, hans arbejde som filmproducer og særligt Harrisons spirituelle liv. Sidstnævnte kommer blandt andet til udtryk via gamle optagelser fra Harrisons velgørenhedskoncert, “Concert for Bangladesh”, som tydeligt demonstrerer den lavmælte musikers enorme forkærlighed for østen og dens spiritualitet.

I “George Harrison: Living in the Material World” får man overvældende mange vinkler på Harrison som person via både kollegaer, venner og familiemedlemmer. Desuden byder filmen på adskillige interviews med musikeren selv. Vi serveres altså for et virkelig gennemført og informativt indblik i et ellers komplekst individ. De interviews, der særligt skiller sig ud, er dem med Paul McCartney, Ringo Starr, Eric Clapton, Patti Boyd, Olivia Harrison og Dhani Harrison. Deres ofte følelsesladede udtalelser danner rygraden i filmens hudløst ærlige portræt af den gudbenådede guitarist.

Det er tydeligt, at McCartney og Starr ikke har andet end respekt og kærlighed tilovers for deres afdøde ven. Starr fælder endda en tåre, da han genfortæller et rørende minde om sin afdøde ven: Da Harrison lå på sit dødsleje, syg af kræft, ringede Starr til ham for at fortælle, at han skulle rejse til Boston, fordi hans datter havde fået en hjernetumor. Uden tøven tilbød Harrison at rejse med ham. Det var bare den type ven, han var. Når Olivia Harrison, Harrisons anden hustru, taler om ham, skinner hendes kærlighed også så kraftigt igennem, at det er umuligt ikke at blive bevæget.

Scorsese har begået en enestående hyldest til en legendarisk og elsket mand. Ingen tvivl om det. Men der forekommer altså små irritationsmomenter undervejs… Abrupte sceneklip forstyrrer flowet, og man får slet ikke nok af den dejlige musik, som Harrison var så kendt for. Ganske vist har vi ikke at gøre med en decideret koncertfilm, men eftersom Harrisons musik er en så essentiel del af hans liv både i og uden for musikstudiet, er det ærgerligt, at vi ikke hører mere af den. Dokumentaren burde også have været mere lettilgængelig for uindviede sjæle – ikke alle ved eksempelvis, hvem Astrid Kirchherr er. Scorsese måtte gerne have været mere pædagogisk.

På trods af filmens fåtallige fejltrin er det svært ikke at være overordentligt begejstret for “George Harrison: Living in the Material World”. Scorsese tager os på en gribende rejse gennem tiden, der introducerer os for nogle pragtfulde, kreative mennesker, der alle er blevet påvirket af den legendariske og faktisk knap så stille beatle, George Harrison.


Trailer

Kort om filmen

Martin Scorsese inviterer på en medrivende tidsrejse med musikhistoriens måske mest succes- og talentfulde sanger/sangskriver. Oplev tilblivelsen af The Beatles, de kunstneriske uenigheder og spirituelle rejser med George Harrisons øjne gennem enestående aldrig-før-set arkivmateriale og interviews med The Fab Four samt et væld af nulevende og afdøde venner og kunstnere, inkl. Eric Clapton, Eric Idle, Terry Gilliam, Yoko Ono, Phil Spector, Tom Petty og mange flere.