I rummet kan ingen høre dig skyde

Hvilken herlig omgang vås, denne film er: En gang ude i fremtiden er fængslet for de allerfarligste fanger flyttet langt ud i rummet. Under en stor fangeflugt bliver præsidentens datter holdt som gidsel, hvilket unægtelig sætter magthaverne i en vanskelig situation. Hvad skal man dog gøre?

Løsningen er ikke at sende et hold af elitesoldater, at forsøge på at købslå med fangerne eller at forsøge med alternative måder at ramme dem på. Nej, intet af den slags tænksomt fis. Det mest logiske svar er selvsagt at sende en enkelt mand. Altså ikke blot en tilfældig mand, men den sejeste, mest overlegne, frygtløse og ubarberede helt i hele solsystemet.

Han hedder Snow og spilles i filmen af Guy Pierce. Snow er hårdt presset til at tage af sted, eftersom han netop er blevet uretmæssigt anklaget for mord, og denne opgave er hans eneste chance for ikke at tilbringe de næste 30 år bag lås og slå. At sende en formodet morder på sådan en mission lyder måske lidt uovervejet, men han anses tilsyneladende for at være den eneste, der er sej eller gal nok til at overliste 500 morderiske fanger. Da Snow samtidig får nys om, at beviserne på hans uskyld befinder sig på rumstationen, tager han prompte af sted.

Hvis overstående lyder bekendt, er det utvivlsomt, fordi det et sammenkog af noget, man allerede har set mange gange tidligere, og ikke mindst John Carpenters “Flugtaktion New York” har tydeligvis været et stort forbillede. Snow mangler næsten kun lidt mere surmulen, noget længere hår og en klap for øjet for at være Snake Plissken. I det hele taget er der en tydelig 80’er-følelse over “Lockout”, som flytter actionen væk fra de metalglatte gange, vi kender fra “The Matrix” og moderne actionfilm, og tilbage til beskidte rum og snuskede tunneler. Samtidig er “Lockout” også så godt som blottet for bullettime eller lignende stilisering. Både stemningen og actionscenerne er holdt i en meget direkte og upoleret stil. Filmen har tydeligvis ikke haft de helt store Hollywood-budgetter at gøre godt med, men det er faktisk næsten kun en fordel og med til at holde det hele på et håndgribeligt og fysisk niveau. Eneste undtagelser er en CGI-fyldt motorcykeltur og et spring ud i rummet, og temmelig sigende hører de absolut til filmens svageste scener.

Hele historien er selvsagt latterlig i det ekstreme, men “Lockout” er bevidst om sit ophav og i stand til at vandre på den udstrakte linje, hvor den hverken tager sig selv for alvorligt eller bliver overdrevent ironisk på den selvfede og utålelige måde. En stor del af æren for det tilfalder uden tvivl Guy Pierce, der påtager sig hovedrollen med hud og hår og affyrer one-liners på stribe, mens han demonstrerer en tegneserieagtig usårlighed. Og så kæderyger han oven i købet i ét væk. Bliver det meget mere retro?