Ma ma
Udgivet 15. mar 2016 | Af: Oskar K. Bundgaard | Set i biografen
Hvad er det, jeg sidder og ser? Det tænkte jeg, da jeg så “Ma ma”. Her er en film, der sætter ud som et optimistisk cancer-drama, men ender som en underlig film om afvigende seksualitet og swingerklubber. Grænselandet imellem brystkræft og gruppesex har jeg personligt aldrig set udforsket før, men nu er originalitet jo ikke lig med kvalitet. For “Ma ma” føles som en retningsløs bunke af både gode, dårlige og mest af alt sære idéer, der vil sige en masse om alt muligt uden at gøre det.
Der mangler dog lidt kærlighed, så det er ikke voldsomt overraskende da en talentspejder, ved navn Arturo, der til forveksling ligner Trevor fra “GTA 5”, bogstaveligt talt vælter ind i “Ma ma”. Hele hans familie er kørt galt i en bilulykke, hans datter er død, og konen er i koma. Det er alt sammen meget tragisk. Den positive mulighed findes dog i, at han nu er single. Derfor tager det ikke lang tid før han bliver presset sammen med Magda, så de kan leve lykkeligt til deres dagens ende. Hele første akt virker ikke videre inspireret, men der er en svært beskrivelig sydeuropæisk charme, og jeg må indrømme, at jeg lærte at holde af en ellers lige rigeligt up-beat Penélope Cruz.
Plottet flyver endeligt helt af skinnerne, da Magda bliver gravid. Det ellers realistiske kemoterapiforløb fra første akt overskygges nu fuldstændigt af en naiv tilgang til kræft, hvor en kvinde med voldsom og livstruende brystkræft uden problemer kan være gravid og have det fint. Alligevel var jeg aldrig ligeglad. På trods af den unødvendige seksuelle drejning så bekymrede jeg mig for Magda til det sidste.
Her et par dage efter, jeg var inde at se “Ma ma”, er jeg stadig i tvivl om, hvad det var, jeg så. Det var både inderligt og underligt. Sandheden er nok, at kombinationen af brystkræft og gruppesex er for spraglet og mærkelig til at kunne passe ned i den gode eller dårlige kasse. Den får plads i den sære.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet