Fornærmende ringe

Den eneste følelse ud over kedsomhed, der vækkes i Bille Augusts nye film, “Marie Krøyer”, er en sindsoprivende forargelse over, hvor ringe filmen egentlig er, og at en dygtig skuespiller som Birgitte Hjort Sørensen skal spilde sine kræfter i en film, der på ingen måde er seværdig. Denne kærlighedshistorie er så banal og triviel, at man nærmest føler sig talt ned til som et lille barn, og fortællingen hæmmes alvorligt af et dårligt manuskript med et kedeligt persongalleri. Puha!

Historien er en “fri fortolkning” af Marie Krøyers liv. Marie var gift med skagensmaleren P.S. Krøyer, men grundet hans skrøbelige sind og psykiske sygdom var ægteskabet ikke lykkeligt. Marie fandt i stedet trøst, kærlighed og lykke sammen med den svenske komponist Hugo Alfvén, men komplikationerne for en kvinde, der i starten af 1900-tallet ville skilles fra sin mand, var som bekendt store. Og ja, dét er plottet.

Lad os lige lægge ud med den ros, som filmen vitterligt fortjener: Birgitte Hjort Sørensen gør det virkelig godt i rollen som Marie Krøyer. Hun leverer hver eneste replik på en troværdig facon, hvilket er en imponerende bedrift, eftersom replikkerne for det meste er ganske utroværdige. Derudover har hun en fascinerende, nuanceret mimik, og hun kan formidle følelser og tanker uden ord. Det andet, filmen skal have ros for, er dens flotte kostumer og flotte billedside. Der er adskillige maleriske billeder og smukke landskaber, så man har i det mindste noget at kigge på undervejs.

Derudover snøvler filmen sig af sted uden at tage hensyn til karakteropbygning, drevet af en historie, der bare aldrig kommer op i gear. Filmselskabet selv kalder historien for ”en af de mest forunderlige og dramatiske kærlighedshistorier, som nogensinde har udspillet sig i Danmark”, men mens man venter på, at denne åbenbart helt exceptionelle kærlighedshistorie skal folde sig ud, går det stille og roligt op for en, at man venter forgæves.

Manuskriptforfatteren Peter Asmussen, der blandt andet var medforfatter på Lars von Triers fabelagtige “Breaking the Waves”, har her leveret et makværk af et manuskript, der – kombineret med Bille Augusts anonyme og idéforladte instruktion – gjorde, at jeg langtfra var den eneste til presseforestillingen, der havde svært ved at holde masken hele filmen igennem. Den første forbudte sexscene mellem Marie Krøyer og Hugo Alfvén står som det grelleste eksempel på, hvor uopfindsom filmen er. Først lidenskab, så gråd og fortrydelse, så formildende ord, så klavermusik og så passioneret sex. ”Se, hun har moralske skrupler over at være sin mand utro!” Goddag mand, økseskaft!