Marie Krøyer
Udgivet 26. sep 2012 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Den eneste følelse ud over kedsomhed, der vækkes i Bille Augusts nye film, “Marie Krøyer”, er en sindsoprivende forargelse over, hvor ringe filmen egentlig er, og at en dygtig skuespiller som Birgitte Hjort Sørensen skal spilde sine kræfter i en film, der på ingen måde er seværdig. Denne kærlighedshistorie er så banal og triviel, at man nærmest føler sig talt ned til som et lille barn, og fortællingen hæmmes alvorligt af et dårligt manuskript med et kedeligt persongalleri. Puha!
Lad os lige lægge ud med den ros, som filmen vitterligt fortjener: Birgitte Hjort Sørensen gør det virkelig godt i rollen som Marie Krøyer. Hun leverer hver eneste replik på en troværdig facon, hvilket er en imponerende bedrift, eftersom replikkerne for det meste er ganske utroværdige. Derudover har hun en fascinerende, nuanceret mimik, og hun kan formidle følelser og tanker uden ord. Det andet, filmen skal have ros for, er dens flotte kostumer og flotte billedside. Der er adskillige maleriske billeder og smukke landskaber, så man har i det mindste noget at kigge på undervejs.
Manuskriptforfatteren Peter Asmussen, der blandt andet var medforfatter på Lars von Triers fabelagtige “Breaking the Waves”, har her leveret et makværk af et manuskript, der – kombineret med Bille Augusts anonyme og idéforladte instruktion – gjorde, at jeg langtfra var den eneste til presseforestillingen, der havde svært ved at holde masken hele filmen igennem. Den første forbudte sexscene mellem Marie Krøyer og Hugo Alfvén står som det grelleste eksempel på, hvor uopfindsom filmen er. Først lidenskab, så gråd og fortrydelse, så formildende ord, så klavermusik og så passioneret sex. ”Se, hun har moralske skrupler over at være sin mand utro!” Goddag mand, økseskaft!
At “Marie Krøyer” endte blandt Danmarks tre bud på en Oscar-kandidat er grænsende til en skændsel, når man overså en film som “Kapringen”. “Marie Krøyer” er en dårlig, kedelig og historieløs film om en romance, man sagtens kunne have gjort spændende. Hvorfor blev forholdet mellem den virkelige Marie Krøyer og den, som hendes mand malede, ikke undersøgt nærmere? Hvorfor skulle P.S. Krøyer bare fremstå som en usympatisk tosse allerede fra scene 1? Hvorfor skal vi ikke holde af, endsige forstå, andre af karaktererne end Marie selv? Hvorfor blev “Marie Krøyer” ikke en bedre film? Suk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet