De sidste stregers magi

Der er vedholdende rygter om, at “Marnie – Min hemmelige veninde” er den sidste film fra det japanske Studio Ghibli, der med Hayao Miyazaki som det største navn har været med til at gøre anime populært i den vestlige del af verden. Hvis det er tilfældet går Ghibli ikke herfra med et kæmpe visuelt festfyrværkeri, men snarere med en underspillet fortælling, hvis format findes mellem de smukt tegnede linjer.

Før Ghibli lærte os andet, var tegnefilm mest en børneting, der fulgte velkendte, trygge formler. Smukke prinsesser, onde hekse og nuttede, talende dyr sang sange og fjollede kært. Japanernes anderledes seriøse tilgang til mediet har rykket grænserne for, hvad der kan vises med streger. Nu behøver man ikke længere kapre tilfældige af omgangskredsens børn for at legitimere en tur i biografen, og sandsynligvis ville de fleste under 10 også kede sig bravt til Hiromasa Yonebayashis langsomme fortælling om den astmatiske Annas kurophold i et idyllisk lille fiskerleje.

Anna har ikke kun svært ved at trække vejret. Det der med veninder og sådan kører heller ikke lige for den 12-årige. Hun er et forældreløst plejebarn og en isoleret drømmer og på mange måder en ret typisk tween på ståstedsjagt. Men der kan sammenligningen med nutidens young adult-bølge så også holde op. “Marnie – Min hemmelige veninde” er baseret på Joan Robinsons ungdomsbog fra 1967 – lang tid før den slags kun måtte handle om dystopiske fremtidssamfund eller liderlige vampyrer.

Realismen er i højsædet, så meget den nu kan være det, når karaktererne er tegninger med kæmpeøjne, og Annas indre følelseliv er det centrale emne. Hun keder sig i den lille sommerdovne by, holder tanter, onkler og mulige veninder på afstand og har det egentlig bedst med at hade sig selv. Heldigvis er landet ikke kun fyldt af duvende marker. Den gamle mølle og det store palæ på den anden side af bugten lokker ildevarslende med den slags smukskræmmende spøgerier, japanerne mestrer som ingen andre.

En dag vinker en lille lyshåret pige fra huset, hvor ingen har boet i hundrede år, og de af os, der var løbet skrigende hjem til Tokyo, er heldigvis ikke med i filmen. Så Anna møder Marnie, den smukke, bløde kontrast til sit kantede, korthårede selv. Hvem hun er eller måske var åbenbares i en pudsig, men velfungerende blanding af victoriansk gotik og japansk mystik. Som at se Alfred Hitchcock præsentere Disneys juleshow med tør humor og sørgelige minder som årets julekort fra alle dem på den anden side.