Mennesker og maskiner

Hvornår er man et menneske eller en maskine? Det spørgsmål stillede blade runneren Deckard sig selv i år 2019. Det var en dystopisk fremtidsvision. Men måske er vi som menneskehed tættere på dette eksistentielle dilemma, end vi egentlig gik og troede? Sådan er det i hvert fald på tekstilfabrikken i Indien. En nutidig dokumentar med en dystopisk fremtidsvision. Her har menneskene tabt til mellemleder-maskiner.

Kameraet følger arbejderne langs de grå og mørke gange. Her er ingen vinduer. Kun lys fra lamper. De lever halvdelen af døgnet under jorden. Ligesom i “Terminator”. De er tvunget til at leve under jorden. De er slaver af maskinerne. Men ikke i helt samme forstand som Connor og Reese. “Maskiner”-menneskene er tvunget til at arbejde. Ellers må de leve i fattigdom og sulte. De er slaver af fabrikkens maskiner. James Cameron er blevet kaldt en visionær instruktør. Jeg troede dog ikke, at menneskets underkastelse til maskinerne og livet under jorden ville finde sted i min tid. Indtil nu.

Det er en kamp mellem de gode og de onde. Ligesom i “Terminator”. Menneskene var de gode, mens maskinerne var de onde. På fabrikken i Indien er skellet mellem de to ekstremer lige så tydelige, men her er det bare ikke maskinerne, der er onde. Det er mellemlederne og cheferne. De snakker kun om penge iført deres flotte skjorter, dyre solbriller og smartphones. Alt imens arbejderne står i beskidt tøj og uden ord betjener maskinerne. Firmaet bør være lige så vigtigt som en tom mave, mener chefen. Siger man ham imod, så er det hasta la vista, baby.

De onde chefer og gode arbejdere er symptomatisk for “Maskiner”. Der skabes ikke et billede af en fabrik, der både huser optur og nedtur. Ikke noget med dårlige arbejdsforhold, men gode venskaber. Her er det ren nedtur. Fokus er udelukkende på det forfærdeligt triste. Det er en stærk kommentar. Specielt, fordi snakken og interviews er holdt på det minimale. Korte og kontante kommentarer. Ikke så meget pis. Ikke læse mellem linjerne. Jeg bliver aldrig i tvivl om problematikken for arbejderne. Hvorfor gør de det her, selv om de burde lave noget andet? Hvorfor arbejder drengen her, når han burde være i skole? Det forstår jeg på trods af de få ord.

“Terminator”-kampen mellem de gode og de onde bliver dog mere og mere til et eksistentielt spørgsmål a la “Blade Runner”. Er disse arbejdere selv ved at blive til maskiner? Eller er de stadig mennesker? Er der forskel? De bruger dagen lang i de mørke lokaler. Uden et ord betjener de maskinerne i den indiske metropolis. Dag ud og dag ind. Deres blikke bliver tomme. Så tomme, at man skulle tro, at de selv var ved at blive forvandlet til maskiner. Det bliver kun tydeligere af de mange skud af arbejderne, hvor kun larmen fra maskinerne lyder. Det her er ikke menneskeligt!