Master, The
Udgivet 1. feb 2013 | Af: Benway | Set i biografen
Paul Thomas Andersons “The Master” er næsten selve indbegrebet af hybris. Den kommer i kølvandet på den skamroste “There Will Be Blood” og præsenterer en ekstremt ambitiøs, storstilet fortælling uden at give tilskuerne mange hjælpetråde eller muligheder for at trænge følelsesmæssigt ind i historien. Selv titlen lugter af komplet overmod.
Dodd præsenterer sig selv storladent som forfatter, filosof og atomfysiker, men han er først og fremmest leder af en nystartet kult, og forholdet mellem de to mænd bliver filmens omdrejningspunkt. De er på mange måder hinandens modsætninger, og hvor kultlederen er spekulativ og veltalende, er Freddie – med Dodds udtryk – et rent dyrisk menneske.
Selvom filmen er mere tilbageholdende med virkemidlerne end Andersons tidligere værker, er her forbløffende syn, som denne anmelder næppe foreløbigt får ud af knolden: Freddy, der manisk spæner hen over markerne; et skib, som glider over vandet; og et festselskab, hvor kvinder i alle aldre bliver afklædt. Gentagende gange kniber man sig i armen og priser sig lykkelig over, at så visuelt stærke filmskabere som Anderson stadig får lov til at lege løs.
Filmen er spækket med førsteklasses skuespil – hvilket dårligt kan overraske med de navne på plakaten – og selvom Freddy lejlighedsvis er faretruende nær karikaturen, så lykkes det dog alligevel på en eller anden sær måde at få det hele til at virke. Joaquin Phoenix og Philip Seymour Hoffman vil givetvis løbe med al opmærksomheden, men fremragende er ligeledes Amy Adams i den lavmælte rolle som Dodds kone, der ligesom filmen selv forbliver lidt af et mysterium.
Handler beretningen om gensidig afhængighed, tro, undertrykte følelser, manipulation eller ønsketænkning? Tror Dodd på sin egen forskruede lære, eller er han blot en kynisk manipulator? De endelige svar forbliver vage og diffuse, men spørgsmålene og indtrykkene vælter forsat manisk rundt i mit hoved. En ting står dog klart: “The Master” er et fuldstændig blændende stykke kunstgalskab fra en filmskaber, der fortsat befinder sig et nøk eller to over sine Hollywood-kollegaer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet