På mig virkede det umiddelbart som en både doven og desperat beslutning at lave en “Men in Black 3”. Jovist, den første “Men in Black” fra 1997 var en effektiv science fiction-komedie, men det er ti år siden, at den rærlige “Men in Black II” besudlede franchisens omdømme og udryddede efterspørgslen efter en treer. Og eftersom seriens hovedrolleindehaver, superstjernen Will Smith, ikke havde medvirket i en film i fire år, pegede alt på, at “Men in Black 3” (især fordi Smith længe havde været den største fortaler for en treer) var Smiths forsøg på at genvinde sin plads i rampelyset ved at genoplive en falleret føljeton, fordi det ville være lettere og mindre risikabelt end at finde på noget nyt og mere innovativt.

Smith og Jones gentager deres roller som henholdsvis Agent J og Agent K. De er the men in black – tophemmelige agenter, der holder øje med de mange rumvæsner, der i al hemmelighed opholder sig på vores bitte, blå planet. Det er deres opgave at holde universets trusler væk fra Jordens lykkeligt uvidende befolkning. Ganske vist er det ti år siden, det umage makkerpar sidst gæstede biffen, men alt er åbenbart ved det gamle: K er lavmælt og mopset, mens J er frisk og frejdig. Da filmen starter, bryder det brutale rumvæsen Boris The Animal ud af et fængsel på månen, og han vil hævne sig på K, som fangede ham tilbage i 1969. Boris rejser tilbage i tiden, slår K ihjel og indleder sin races invasion af kloden, så nu må J også drage tilbage til 60’erne for at redde sin makker og moder Jord.

Instruktøren Barry Sonnenfeld, som også lavede seriens to andre kapitler, har samtidig iscenesat en mægtig miljøskildring af 1960’ernes USA. Især et besøg hos Andy Warhols amerikanske atelier får latteren til at runge. Bill Hader er brillant som kunstnerkometen, der i virkeligheden er en dobbeltagent, som arbejder sammen med J og K. Warhol er dog bange for, at folk snart vil opdage, at han ikke er en ægte kreatør, for som han selv siger: ”Jeg er løbet så meget tør for ideer, at jeg er begyndt at male suppedåser og bananer!” Herligt. Ligesom i forgængerne er her også masser af pudseløjerlige rumvæsner – deriblandt førnævnte Boris, som desværre ikke har særlig megen personlighed, men som gøres både vittig og vidunderligt excentrisk af newzealandske Jermaine Clement, der er kendt fra “Flight of the Conchords”.

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.85:1. Ligesom “Alice i Eventyrland” og “Piranha 3D” blev “Men in Black 3” skudt i 2D, men filmmagerne vidste på forhånd, at billedsiden senere skulle konverteres til 3D. Derfor ser “Men in Black 3” også bedre ud end langt de fleste 3D-konverterede film, og gennem hele filmen har billedet en ganske tilfredsstillende dybde med en klar afstand mellem elementerne i bag-, mellem- og forgrunden. Filmen gør ofte brug af muntre 3D-gimmicks (alt fra lyseblå laserstråler til kulørt rumvæsenslim synes at komme ud af skærmen), og fordi filmen er så gakket og overgearet, passer 3D-effekterne fint ind, og de distraherer aldrig. Scenen, hvor Will Smith springer ud fra Chrysler-bygningen, er en af de mest imponerende 3D-sekvenser, jeg hidtil har set. Hold godt fast på hat og briller!

Billedsiden har måske nok nogle få brister, men DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er praktisk talt fejlfrit. Seriens to forrige film var glade for at sætte subwooferen i sving, og det samme er “Men in Black 3”, der ofte får gulvet til at vibrere med sine dybe toner og kraftige lydeffekter – du bør nok invitere underboen ud på fin middag, før J og K når frem til opsendelsen af Apollo 11-rumraketten senere i filmen. Alt fra de mange højteknologiske våben til de skøre rumvæsner laver masser af sjove lyde, som kommer ud af samtlige højtalere på de helt rigtige tidspunkter og med den helt rette lydstyrke. Panoreringerne fungerer fortrinligt, og hverken Danny Elfmans musik eller skuespillernes replikker overdøves. Et superbt mix.

Udgivelsen huser to skiver – én med 2D-udgaven af filmen og én med 3D-udgaven. 2D-skiven indeholder det meste ekstramateriale. Her er en lille stak trailere til andre Sony-titler, et interaktivt skydegallerispil (som primært henvender sig til børn), en musikvideo til nummeret “Back in Time” af Pitbull, fire minutters fraklip (knap halvdelen af dem er vitterligt sjove), gennemgange af de visuelle effekter i seks udvalgte sekvenser (som tilsammen varer cirka 18 minutter) samt nogle korte featuretter om skabelsen af fire andre scener (som også varer knap 18 minutter alt i alt).

Dokumentaren “Keeping it Surreal: The Visual FX of MIB 3” (11 min.) gransker, som titlen antyder, filmens effekter, og det bliver heldigvis gjort på en underholdende facon, således at selv de, der ikke interesserer sig i den slags, godt kan følge med. I “The Evolution of Cool: MIB 1960’s vs. Today” (11 min.) tales der mere om filmens kulisser og rekvisitter, mens “Partners in Time: The Making of MIB 3” (27 min.) er udgivelsens klart bedste dokumentar. Her taler både flere af skuespillerne og filmmagerne om alt fra udviklingen af manuskriptet til makeupdesignet. Visse deltagere (såsom Pussycat Dolls-stjernen Nicole Scherzinger) bruger dog kun deres taletid på at give kollegaerne verbale skulderklap. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Der er noget befriende over at se Tommy Lee Jones og Will Smith trække i det sorte jakkesæt og sparke rumrøv igen som agenterne K og J i “Men in Black 3”. Siden det umage par lagde solbrillerne på hylden for snart ti år siden er biograferne blevet invaderet af dystre superhelte, blodfattige vampyrer og eksploderende robotter. “Men in Black 3” har mere tilfælles med “48 timer”, “Dødbringende våben” og “Tilbage til fremtiden” end nutidens blockbusters og virker til tider håbløst gammeldags. Og lige præcis derfor fungerer den.

På trods af en noget rodet historie fungerer “Men in Black 3” alligevel, og det skyldes især kemien mellem den speedsnakkende Will Smith og knudemanden med læderfjæset, Tommy Lee Jones. Ud af deres indbyrdes modsætninger vokser den humoristiske kerne i filmen, og man bliver aldrig træt af at høre dem småskændes i bilen eller over et stykke tærte på den lokale café.

En af filmens helt store forcer er dog Josh Brolin, der spiller den yngre udgave af Tommy Lee Jones. Mimikken, stemmen og timingen er helt perfekt, og vidste man ikke bedre, kunne man godt tro, at Brolin var Jones’ fortabte søn. Ligesom de gamle film i serien kræver “Men in Black 3” ikke, at man tager den seriøst. Men den kræver, at man griner undervejs. Og i modsætning til den mislykkede “Men in Black II”, er den nye film i serien en hæsblæsende, sjov rutschebanetur, man ikke vil ned fra.