Clooney går ikke i ged

Hvis du som undertegnede altid har haft en følelse af, at nogle af de højere magter i sikkerhedstjenesten var bare en lille smule tossede, så leverer “The Men Who Stare at Goats” mere ammunition til den tanke. Vi lever trods alt i en verden, hvor militærfolk oversætter deres egne hemmeligheder til fjendens sprog og lægger dem på nettet, så set i den kontekst virker begivenhederne i filmen egentlig ikke så frygtelig meget mere gale.

Filmen er baseret på Jon Ronsons bog, der handler om den amerikanske hærs brug af paranormale metoder, og den beretter, at mere, end hvad vi tror, har grobund i rigtige begivenheder. Her følger vi journalisten Bob Wilton, spillet af Ewan McGregor, som lever et stabilt, roligt og lidt kedeligt liv, indtil den skæbnesvangre dag, hvor konen forlader ham til fordel for hans redaktør. Desperat efter at vise sit værd påtager han sig den farlige opgave at tage til det besatte Irak, hvor han løber ind i Lyn Cassady, som i George Clooneys skikkelse pludselig kommer med de mest utrolige historier.

Ifølge Cassady er han blevet trænet af en særlig hemmelig enhed af den amerikanske hær, som skaber psykiske krigere eller jedi-krigere, som han selv kalder dem (bemærk McGregors komplet alvorlige reaktion på den sidste oplysning). Om disse individer fortæller Cassady – med et udtryk, der mere antyder, at han måske ikke er helt rigtigt indrettet i øverste etage – at de kunne gøre utrolige ting: gå gennem vægge, læse tanker og endda dræbe geder ved at stirre på dem.

Den gode Bob ved ikke rigtig, hvad han skal mene om disse oplysninger, og det gør vi som publikum heller ikke. Er han vitterlig bindegal, eller er det noget om snakken? Det hjælper ikke på sagen, at Cassadys evner konstant synes at være en del mindre imponerende i praksis end i hans beretninger. George Clooney er ganske vist en dygtig dramatisk skuespiller, men han er eminent her som den potentielle tosse, og figurens komplette mangel på selvindsigt og ironi er rørende morsom.

Undervejs kommer flere til, og vi hører om hans forfaldne mester, som spilles herligt af Jeff Bridges, der viser sig at ligne en endnu mere syret udgave af The Dude fra “The Big Lebowski”. I de første to tredjedele af filmen udspiller den sig som en beretning om de to mænds søgen efter den gamle guru, mens vi ser flashbacks til oplæringstiden og nogle ualmindeligt sjove parodier på militærprocedurer og tankegange. Som filmen nærmer sig sit mål og træder ind i tredje akt, bliver den dog tiltagende ordinær – ikke mindst fordi det viser sig, at selve missionen er ret ligegyldig. “The Men Who Stare at Goats” er underholdende pga. dens karakterer og satiriske tone – selve handlingen er totalt uinteressant.