Hvis man går ind til “Million Dollar Baby” med forventninger om at se en film om den kvindelige version af “Rocky”, så bliver man skuffet. Det er ikke et eventyr om underdog’en der bliver champion. Nej, det er et realistisk og gribende drama der tilfældigvis udspiller sig i bokseverdenen.

Filmens præmis bærer ellers en slående lighed med “Rocky”, naturligvis med den åbenlyse forskel at der er tale om en kvinde i stedet for en mand. Maggie Fitzgerald (Hilary Swank) ønsker brændende at blive bokser, og hun har muligvis talentet og motivationen, men ikke træningen og erfaringen. Hun kommer fra trange kår, har svært ved at få pengene til at slå til og kun igennem boksningen føler hun sig veltilpas.

Hun træner sig selv i boksetræneren Frankie Dunns (Clint Eastwood) boksestudie, i håb om at han vil “opdage” hende. Han er imidlertid imod at træne en kvinde, på trods af at hans kammerat, eks-bokseren Eddie “Scrap-Iron” Dupris (Morgan Freeman) opfordringer. Scrap arbejder som pedel i Dunns boksestudie og fungerer nærmest som den gnavne boksetræners samvittighed. Endelig forbarmer Dunn sig over Maggie og tager hende under sine vinger.

Træningen skrider fremad og da Maggie konstant forbedrer sig, arrangerer Dunn en række boksekampe til hende, kulminerende med kampen om verdensmesterskabet. Men her hører lighederne med “Rocky” op og historien tager en uventet drejning. Uden at komme ind på detaljerne, så må det siges at være en modig beslutning skaberne har truffet. Filmens tredje akt går med raske skridt imod konventionerne inden for sportsfilm-genren hvilket er særdeles forfriskende og fascinerende og et af filmens helt store plusser.

“Million Dollar Baby” har ikke alene en fascinerende historie, men drives også frem af fantastiske skuespilpræstationer af de tre hovedrolleindehavere. Den er et godt eksempel på hvordan det der står på papiret og det skuespillerne leverer går op i en højere enhed, for selve filmens hovedpersoner er nemlig alle interessante og multidimensionelle karakterer, der hver er damaged goods på den ene eller ande måde.

Maggie er hvad man populært kalder white trailer trash og Dunn er for længst forbi sin storhedstid. På sine gamle dage er han blevet overforsigtig med sine boksere og er ude af stand til at bringe dem til de store kampe, af frygt for at de kommer til skade. Samtidig har han mistet kontakten til sin datter. Scrap har mistet sit øje i en boksekamp og bor nu i Dunns boksestudie, ude af stand til at komme videre med sit liv.

Det spirende far-datter forhold der opstår imellem Maggie og Dunn er smukt spillet af Swank og Eastwood. Vi ser en lang række følelser man normalt ellers ikke ser fra Clinten, når Dunn sættes på sin prøve og udsættes for det han frygter allermest. Det forpinte udtryk i hans rynkede ansigt er guld værd. På trods af filmens alvorlige atmosfære er den faktisk ikke helt uden humor, der primært leveres i scenerne imellem Eastwood og Freeman. Dunn og Scrap opfører sig nemlig som et gammelt ægtepar og det sætter unægteligt en smule kolorit på en film der ellers let kunne have været blevet for alvorlig og trist.

“Million Dollar Baby” er en emotionel affære og som seer kommer man næsten hele følelsesregisteret igennem inden den er slut… og hvor ofte kan en film bryste sig med det? Det er og bliver en fantastisk film i mange henseender og den fortjener alle den ros og priser som den har fået. Den er i sandhed Mo Quishle!

VideoPå billedsiden er der et smukt transfer i Anamorphic Widescreen, 2.35:1 Aspect Ratio. Filmens billedside er generelt afdæmpet og lidt småtrist, for at understrege dens alvorlige tema. Eastwood anvender primært naturlige lyskilder og det giver en masse dunkle og mørke sekvenser i filmen. Transferet tilbyder derfor ikke en regulær overflod af farver, men dem der er repræsenteres flot, især de mange nuancer af sort og mørk. Generelt er der ikke noget at sætte en finger på, det er et transfer i topklasse.

AudioPå lydsiden er der hele tre lydspor, alle på engelsk, i Dolby Surround 2.0, Dolby Digital 5.1 og endelig DTS. Filmen har både stille dialogscener og energiske kampscener, og lydsporene følger naturligt denne opbygning. Dialogen er klar og tydelig i dialogscenerne, uden nogen form for støj der potentielt kunne forstyrre seerens indlevelse i dramaet på skærmen. I kampscenerne er der både god brug af surround højtalere og subwoofer, når publikum hujer og klapper og slagene fra bokserne rammer deres modstander.

EkstramaterialeAl ekstramaterialet befinder sig på disk 2 og består, ganske sparsomt, af tre dokumentarprogrammer.

Først er der “Born To Fight” på ca. 20 minutter, der omhandler selve filmens historie og karaktererne. Der er interviews med skuespillerne, samt bokseren Lucia Rijker (der spiller en af Maggies modstandere i filmen). De kommer ind på forskellige emner, bl.a. hvilken mentalitet der kræves for at kunne stille sig op og blive bokser.

Dernæst er der “Producers Round 15” på ca 13 minutter. Programmer består af interviews med filmens tre producere Albert S. Ruddy, Paul Haggis og Tom Rosenberg. De fortæller om filmens tilblivelse, lige fra erhvervelsen af rettighederne til bogen af F. X. Toole, som filmen er baseret på, til casting og så videre.

Endelig er der “Lipton Takes On Three” på 23 minutter. James Lipton, som nogen måske kender fra programmet “Inside Actors Studio”, interviewer filmens tre hovedpersoner. Lipton stiller spørgsmål til deltagerne om forskellige aspekter af filmens tilblivelse. Desværre er flowet af spørgsmål fra Liptons side lidt rodet og interviewet virker derfor en kende usammenhængende.

Du kan trygt læse denne anmeldelse. Den vil ikke afsløre nogle af de plot-twists der er en så vigtig del af “Million Dollar Baby”, at det er svært at vurdere filmen som helhed uden at komme ind på dem. Men hellere en mangelfuld anmeldelse end en ødelagt filmoplevelse.

SværvægterenVed årets Oscaruddeling knockoutede “Million Dollar Baby” sine konkurrenter i flere af de store kategorier, og kunne således høste priser for bedste kvindelige hovedrolle til Hilary Swank, bedste mandlige hovedrolle og bedste instruktør til Clint Eastwood, og ikke mindst hovedprisen for årets bedste film. Fra at have haft sin faste plads i underholdningsindustriens klasse B, med roller i italienske westerns og Dirty Harry-film, er Eastwood med alderen blevet Hollywoods nye grand old man, en sværdvægter, hvis film i stigende grad finder nåde i Oscarakademiets rækker. Gennembruddet blev “Unforgiven” fra 1993 og sidste år blev “Mystic River” nomineret i de store kategorier.

“Million Dollar Baby” er ligesom forgængerne en ægte Clint Eastwood-film – rå og usentimental, men med et sårbart hjerte. Ligesom manden selv, foranlediges man til at tro. I filmen spiller Eastwood boksetræneren Frankie Dunn, der aldrig er blevet den helt store kanon, tilsyneladende fordi han er bange for at sende sine elever ind i en rigtig boksering mod en rigtig modstander. Han mister således sin stjernebokser til en ambitiøs promoter, fordi han er bange for at give ham en titelkamp. I stedet begynder Frankie modvilligt at træne den hårdtarbejdende Maggie, en servitrice der ser bokseringen som sin vej ud af sin white trash baggrund. Maggie viser sig snart at have talent for at slå på tæven, og stiger hurtigt i graderne indenfor kvindeboksningens verden. Men hvor længe kan Frankie holde hende væk fra en rigtig kamp mod en rigtig modstander?

SurrogaterLige fra filmens første billeder, hvor Frankie lapper en af sine boksere sammen inden han skal tilbage i ringen, og giver ham besked på at lade sig slå for at limen kan trænge ordentligt ind i det flækkede kindben, er “Million Dollar Baby” holdt i en overbevisende bokse-æstetik. Man kan næsten mærke lugten af friskt savsmuld og gammelt sved i træningshallen, som Frankie ejer. Alligevel har filmen mindst ligeså meget tilfælles med det menneskelige drama “Mystic River” som den har med sportsfilmen “Rocky”, idet “Million Dollar Baby” i høj grad handler om forholdet mellem Maggie og Frankie. Maggies far forlod familien da hun var barn, og Frankie har ikke talt med sin voksne datter i årevis. Derfor opstår der langsomt et slags surrogat far/datter forhold mellem de to.

Frankies voksende følelser overfor Maggie virker heldigvis ikke forceret, og Eastwood er perfekt som den gamle gnavne blodhund der får en ny hvalp at passe på. Swank har tidligere vist at hun gør sig godt i maskuline roller (som i “Boys Don’t Cry”), og også her har hun efterladt de fleste feminine sider og træk udenfor ringen. Det er ikke kønt, men det er troværdigt. Også hendes stræben efter at få succes i bokseverden er godt illustreret, som da hun samler madrester op fra sit servitrice-job for at spare op til en træningsbold. Hun fortæller kunden, at resterne er til hendes hund.

Den vise opsynsmandMorgan Freeman er filmens fortæller og spiller den vise opsynsmand i træningshallen, som kan forklare os hvordan tingene hænger sammen, ligesom han gjorde det som den vise trammerusker i “The Shawshank Redemption”. Hans rolle virker noget overflødig, men Freeman er som sædvanlig Freeman – sympatisk, vis og god.

En anden ting der virker malplaceret er Maggies trailerpark white trash familie, som er gjort unødvendigt usympatiske. Mindre karikeret kunne have gjort det.

Akt 2 – hvor der ikke skal spoilesDet var så den del af “Million Dollar Baby” som der kunne tales om. I anden akt skifter filmen brat karakter og tempo. Denne del blev hurtigt efter premieren i USA til en politisk varm kartoffel, og folk på højrefløjen beskylde Eastwood for at dette skift skulle være politisk motiveret. Dette ville dog ligne Eastwood meget dårligt.

Skiftet skal nok snarere ses som en naturlig udvikling af Eastwoods far/datter fortælling, hvor følelser og konsekvenser bliver sat på spidsen. Problemet med dette er dog at temposkiftet i filmen er svært at vænne sig til, og at ikke alle karaktererne i anden akt opfører sig som dem vi har lært at kende i første akt. Denne del af “Million Dollar Baby” får ikke helt den tid eller opmærksomhed som den skulle have haft for at have fungeret helt overbevisende og trængt ind under huden.