Miraklet
Udgivet 4. jun 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Mirakler, orakler og brændende fakler. Lamme stakler og lortebrune kakler. 70’ernes Danmark som hjemsted for en gang religiøs fanatisme over kaffe og wienerbrødsstang. Tjo, hvorfor ikke? Hvis bare det ikke var så slæbende langmodigt fortalt, at Jehovas Vidners baskere, “Unge spørger: Hvordan får jeg virkelige venner?” eller “Advarende eksempler for vor tid”, virker som hæsblæsende mindfuck ved siden af. Det siges, at vi altid fortæller den samme historie bare på nye måder. At grundpræmissen i enhver god fortælling er et smertefuldt møde mellem mand og kvinde. Men når man vælger at fortælle en gammel historie på en gammel måde, kæmper man mod hårde odds.
Ud over at tænde ild i lærredet er det svært at se, hvad farveeksplosionen ellers bringer til det langsomt sivende drama om en lam danselærerinde og hendes ungdomskærlighed, der vender tilbage til byen. Det er, som om alle landets dansklærere har bedt til Gud om den perfekte film til undervisningen. Bønnerne er hørt. For nu lander “Miraklet” midt i tornysteret, så tung af symboler, at æggemaden næppe overlever, men fortolkningsmusklen kan trænes uden at overanstrenges.
Alt er pakket ind i antydninger, der måske var spændende, hvis historien ikke allerede gav sig selv. Der er konstant fokus på hendes fødder og hendes giftering. Hendes normale sko er flade og brune, danseskoene højrøde. Da hun får lidt hygge ved siden af, går hun fra stram knold til udslået hår. Og så er vi ikke engang ved bibelreferencerne, den fortabte søn og alt det der. Det er ikke et problem at have en konsekvent visuel stil, men her er det simpelthen overtydeligt og manieret. Hvis du sad til skolekomedie og fik serveret en gang ‘helbredelse ved dansetrin’, havde du nok fundet den lidt for tyk og smilet overbærende. Personligt fandt jeg allerede ‘ungdomsoprør ved numseryst’ og dum popmusik som i “Footloose” lidt for fjollet, men i det mindste fuld af energi. Så hvorfor tage den og udskifte humor, tempo og Kenny Loggins med Sonja Richters blege smil og en skrattende lakplade med tango?
Man kunne sige, “Miraklet” triller besværet derudad som en rullestol i landsbykirkens perlegrus. Man kunne sige, det var et mirakel at sætte så godt skuespil og så smukt sceneri sammen til så kedelig en film. Men det ville være farligt at gå ind i de billedsproglige cirkler og snirkler, som har gjort, at den her lille historie falder til jorden med et bibelsk brag. Sådan nogle skulle forresten være ret høje. Jesus er i hvert fald blevet døv af dem, for er det ikke, som om han er holdt op med at lytte? Han sidder nok ligesom os andre og griner lidt i skægget over det ironiske i en præst, som ikke kan acceptere mirakler. Men det bliver godt nok et lidt træt grin, når denne lille religionskritiske joke skal strækkes ud over et helt kærlighedsdrama. Til sidst kunne jeg hverken le eller græde, jeg var ligeglad. Og det er vel sådan, de fleste har det med religion, nu hvor miraklernes tid er forbi.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet