Monsterjægerne
Udgivet 8. okt 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Gys og børnefilm blandes i Martin Schmidts “Monsterjægerne”, hvor en gruppe unger må krydse støvsuger med et væmmeligt monster. Den cocktail lykkes bedre, end man måske skulle tro, selvom filmen ikke kan bevare suget helt til endestationen.
Herefter går det naturligvis hverken værre eller bedre, end at uhyret atter bliver sluppet løs, og inden længe har det besat deres forældre, som totalt skifter personlighed. Skyggemonsteret stopper dog ikke der, og snart har det spredt sig over hele byen, hvor de voksne pludselig begynder at opføre sig højst uansvarligt. Oliver og Lasse må sammen med to venner påtage sig opgaven som monsterjægere.
Fortællingen låner fra “Ghostbusters”, men her blot med den forskel, at spøgelsesjægerne i stedet for fuldvoksne professionelle er børn, som plages af alverdens malplaceret voksenautoritet og derfor har en ekstra forhindring at slås imod. Resultatet er ganske velfungerende, og humoren sprudler, når de velovervejede, men lidt kedelige forældre, degenerer til trailer trash-niveau. Ikke mindst Peter Mygind er forrygende til at tackle overgangen. Martin Schmidt har ganske vist ikke ligefrem imponeret voldsomt med film som “Guldhornene”, men han er ikke desto mindre dygtig til at instruere børn, og hele den unge rollebesætning fungerer glimrende. Vægtningen mellem uhygge og spas er også ganske velproportioneret. Schmidt er forståeligt forsigtig med ikke at lave for skræmmende scener, men jeg tror faktisk godt, han kunne være sluppet af sted med at presse citronen lidt mere og have lavet blot et par enkelte chok.
Desværre kan “Monsterjægerne” ikke opretholde niveauet, efterhånden som vi nærmer os anden halvdel af filmen, og figurerne falder over i en tiltagende mere uinteressant løben rundt efter hinanden. Det bliver også pinefuldt tydeligt, at filmen mangler et eller andet tilfredsstillende klimaks. I stedet for overværer vi en serie uforløste scener, der alle efterlader en følelse af spildte muligheder. Det viser sig, at monsterets besættelse passerer fra person til person ved hjælp af et kys, men hvad, der synes som en oplagt anledning til at krydre fortællingen med ungdomsromance, ender i stedet med at blive endnu et uforløst element. Der jagtes ganske vist uhyrer med liv og kraft i “Monsterjægerne”, men det meste synes alligevel at blive tabt mellem fingrene i sidste ende.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet