Mortal Instruments: Dæmonernes by, The
Udgivet 22. aug 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
“Twilight”-franchisen fik sparket gang i en bølge af filmatiseringer af mere eller mindre populære fantasy-bøger primært rettet mod unge piger. Det nyeste skud på stammen er den decideret rædselsfulde “The Mortal Instruments: Dæmonernes by”, der er så forfærdelig, at jeg hellere så et reboot af “Twilight”. Ja, jeg ville tilmed hellere give mig i kast med 3D-konverterede genudgivelser af de tre første “Twilight”-film, der ligger adskillige klasser over dette ulidelige makværk, der bedst kan beskrives som et forfærdeligt opkog af “The Twilight Saga: Breaking Dawn – Del 2”, “Harry Potter” og “Resident Evil”.
Filmen laller af sted med 120 kilometer i timen og springer direkte fra den ene dramatiske situation til den næste. Det er sjældent, man når at fange, hvad pokker der foregår, og der er ikke ét eneste sekund, hvor man egentlig interesserer sig for det. Personerne er lige så hule som mannequin-dukker, og det akavede trekantsdrama mellem Clary, hendes bedste ven, Simon (der er åh så hemmeligt forelsket), og den “lækre” emo-punker af en skyggejæger, Jace, er så forudsigeligt, tåkrummende og grinagtigt, at det får “Twilight”-romancen til at ligne Shakespeare.
Noget, som filmen potentielt kunne have fået ros for, er, at homoseksualitet berøres undervejs, hvilket det bliver alt for sjældent i film rettet mod et bredt, ungt publikum. Desværre bliver det aldrig til mere end lidt kras i overfladen, men skulle noget kunne trøste mig ved udsigten til flere film i denne franchise, så er det muligheden for, at også homoseksualitet fremstilles som noget, der faktisk eksisterer. Udover det kan jeg ikke overskue tanken om, at denne “historie” fortsættes…
Hvis ikke “Drengerøve 2” stadig gik i biografen, så ville “The Mortal Instruments: Dæmonernes by” nok have været et godt bud på netop den aktuelle film, man bør undgå mere end nogen anden. Vi har altså at gøre med et makværk af dimensioner, som buldrer og brager med dårlig action, dårlig CGI og dårligt design, og som samtidig plages af elendige karakterer, en elendig historie og elendige replikker. Hjælp venligst med at lade denne film lide en stille død, før det er for sent. Hvis vi er heldige, kan vi måske nå at kvæle denne franchise, før den får luft under vingerne!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet