My Name is Campbell

Bruce Campbell står hos mange som b-filmens ukronede konge, og han har da også medvirket i et utal af slagsen. Blandt de mest kendte i den bredere offentlighed er formentlig hans unikke personificering af den afdøde rock’n’roll-legende Elvis Presley, her på plejehjem og i kørestol, i den hylemorsomme “Bubba Ho-Tep”. Med “My Name is Bruce” skal det imidlertid ikke handle om at agere andre, men derimod om at være sig selv. Nærværende film skal først og fremmest forstås som et memorandum, hvor Campbell både spiller og er sig selv, dog med en mere afstumpet og egoistisk kant, end man må håbe, han i virkeligheden besidder.

Det skal forstås som et ironisk bidrag til den evigt igangværende diskussion af skuespillerens evner og lidet glorværdige karriere, der ikke desto mindre har skabt inkarnerede fanskarer langt ud i b-filmens afkroge. Her er han dyrket og elsket, og for en del er det navn på plakaten lig et kvalitetsstempel. Bruce Campbell er formentlig ikke den største nulevende skuespiller, men han har alligevel på sin helt egen facon formået at ikonisere sig selv. Det kan man ikke tage fra ham.

Det er en lettere påtrykt historie, der bliver sat i scene i “My Name is Bruce”. Men noget er der dog at komme efter i en film, som Campbell også selv har instrueret. Ånden deri er nemlig symptomatisk for den efterhånden store portion blod, sved og tårer, aktøren har ofret for de mange typer b-film, han har lagt krop til. Det er et herligt mix af alt, hvad filmelskeren begærer, og hvor særligt gyset, romantikken og splattereffekterne er det tonengivende fundament. Her er han i gang med optagelserne til endnu en miserabel filmproduktion, hvor alt tilsyneladende går galt, da byen Goldlick, en lille utydelig plet på landkortet, påkalder hans assistance. Et af bysbørnene, den unge Jeff, er hardcore fan og får blandet fiktion og realisme godt og grundigt sammen i den tro, at Campbell kan redde byen fra undergang.

Et natligt besøg fra fire lokale unge på dobbeltdate på den lokale kirkegård får vækket en ondartet asiatisk dæmon til live. Med Bruce Campbells hjælp kan freden måske generobres, ikke mindst fordi skuespilleren tidligere har vist tænder over for samme onde ånd på film. Manuskriptet er skriblet ned af Mark Verheiden og viser et univers, der er spækket med referencer til tidligere Bruce Campbell-film og har i det hele taget en stærk distance til det rygklapperi, som filmindustrien har en tendens til at være gennemsyret af. Og den del kan ind imellem være hylemorsom.

Alligevel kan dette absurde sammensurium ikke undgå at synes en kende omsonst. Skuespil, replikker, rekvisitter med mere er tydeligvis anlagt med en stil, der skal antyde en rigtig dårlig tur i genbrugsafdelingen. Hvis man virkelig har brug for sin dosis b-film, skulle der også være rigeligt at tage af i forvejen. En ny af slagsen er vel ikke nødvendig? Inden for filmens rammer er Campbell afdanket som skuespiller, har ikke fem flade ører og lever for dagen og vejen i sin faldefærdige campingvogn. Mødet med Jeffs storbarmede alenemor Kelly får dog sat skik på hovedrolleindehaveren, og en uundgåelig romance lurer trods et umiddelbart had til hinanden under overfladen.

“My Name is Bruce” hører til i den korte ende af tidsskalaen, men er stadig for lang til det, den vil fortælle. Kortfilmsformatet havde sikkert gjort sig bedre, for der er ikke kød nok på til, at halvanden time kan dækkes fornuftigt til. Underholdende er det uden tvivl, når Bruce Campbell forsøger at nedkæmpe monstret fra fortiden, river Kelly rundt i støvet og fører evindelige diskussioner med eksfruen, som i øvrigt ligger i ske med hans agent. Men kun til en vis grænse. Som et kuriosum kan det anføres, at gyserinstruktøren Sam Raimis bror Ted medvirker i en mindre og forholdsvis undseelig rolle.

Video

Visuelt fremstår “My Name is Bruce” i et anamorphic widescreen 1.78:1-format, og det gør sig ganske godt. Udtrykket er klart, farverne stærke og kontrasten solid. Der er enkelte tilfælde af edge-enhancement og digitale forstyrrelser, mens udtværinger til gengæld ikke ses.

Audio

Lydsiden præsenteres i de to engelsksprogede DTS- og Dolby Digital 5.1-lydspor. Dialogen er tydelig, blottet for overstyringer og drukner ikke den udmærkede underlægningsmusik. Atmosfæren bevæger sig i tilgift forneden med en udsøgt detaljerigdom og suppleres af flere distinkte effektlyde.

Ekstramateriale

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.