Nabopatruljen med sex på hjernen

Hvis man kender blot en smule til komikertrioen The Lonely Island (der bl.a. står bag de efterhånden legendariske musikvideoer “I’m on a Boat”, “Jizz in My Pants” og “Dick in a Box”), er det let at genkende humoren i “The Watch”. Men hvor The Lonely Island nyder stor succes med deres korte sketches, er det ikke altid, at den form for humor kan holde en hel spillefilm kørende. Det gjorde den i Akiva Schaffers ustyrligt morsomme debutfilm, “Hot Rod”, men det gør den ikke i hans nyeste film, “The Watch”.

Den lidt kedelige Evan (Ben Stiller) bor i den lige så kedelige by Glenview i den amerikanske stat Ohio. Han er formand for utallige klubber i det lille samfund, og han leder altid efter sit næste projekt. Evan kickstarter sit nyeste foretagende efter et mord i supermarkedet, hvor han er chef, idet han nu mener, at det er op til ham at genskabe roen i nabolaget. Hertil får han hjælp fra tre lidt upålidelige typer: Familiefaderen Bob (Vince Vaughn), den utilregnelige Franklin (Jonah Hill) samt den lettere perverse englænder Jamarcus (Richard Ayoade). Evan indser hurtigt, at det ikke er de mest velegnede mænd, han har fået fingre i, men naboværnet bliver alligevel en realitet. Hurtigt opdager de fire umage venner dog, at der ikke er tale om en enkelt morder, men derimod en hær af grufulde rumvæsener, der vil overtage jorden(!).

Men en så vanvittig handling og et så solid cast skulle man tro, at der var lagt i kakkelovnen til en masse herlige tosserier. Alligevel virker det ikke, som om Schaffer helt tror på sit projekt, eftersom han åbenbart har følt det nødvendigt at inkludere så mange jammerlige penisjokes som overhovedet muligt. Hvis man i forvejen var i tvivl om målgruppen, er man efter bare en halv times lumre vittigheder helt sikker på, at “The Watch” nok ikke sigter efter de dannede husmødre, men i højere grad deres unge, mandlige afkom. Dermed ikke sagt, at “The Watch” aldrig er sjov. Det er den skam nogle gange. Der er bare ikke de lumre vitser, der giver de store latterkramper, og de udgør desværre hovedparten af filmens sortiment af jokes.

Det bedste ved “The Watch” er, at den ikke tager sig selv for alvorligt. Det værste ved den er, at den ikke tager sig selv alvorligt overhovedet. Hvor “The Watch” i starten har den lethed, der som regel kendetegner og forstærker komedier af denne slags, kører filmen desværre til sidst af sporet og bliver til en karikatur af sig selv. For Schaffer og Co. kan simpelthen ikke holde sig fra deres uhyre platte penisjokes, som selv ender med at gennemsyre og plage handlingsforløbet om rumvæsnerne – gæt for eksempel, hvor rumvæsenernes hjerner sidder – og dermed gøres en sporadisk morsom film til en total joke. Og ikke på den fede måde.

Et andet gevaldigt problem ved “The Watch” er manuskriptet, der er så forudsigeligt, at samtlige spændingsmomenter og twists kan spås flere minutter i forvejen. Hvem er for eksempel det menneskelignende rumvæsen i nabolaget? Det skal man ikke bruge mange sekunder på at regne ud, ligesom man ikke behøver vride hjernen for at løse nogen af de andre spørgsmål og gåder, som filmen lystigt leverer. I et forsøg på at maskere filmens mangler har Schaffer hyret nogle af de bedste komedieskuespillere i Hollywood, og til tider brillerer Jonah Hill og Vince Vaughn foran kameraet, men d’herrer har altså ikke meget at gøre godt med.