Terrence Malicks pompøse filmatisering af alle tiders kærlighedshistorie om John Smith og Pocahontas er et fejlskud af dimensioner. Således mangler den visuelt animerende “The New World” en uforudsigelighed, der kunne havet givet fortællingens ramme større prægnans.

Det ligner ellers en skudsikker filmsucces, når Malicks dagdrømmerier med hjælp fra en lang række erfarne håndværkere bliver smedet sammen med den afgrundsløse kærlighed mellem den underskønne indianerpige og den dødsdømte soldat Smith. I Malicks udgave er det desuden mødet mellem civilisation og vildskab, mellem to væsensforskellige religioner, når de to elskende, her i skikkelse af sexsymbolet Colin Farrell og den debuterende Q’Orianka Kilcher, finder fælles fodslag på tværs af deres kulturers forskelligheder. Forskelligheder, der da også på længere sigte ser ud til at sætte affæren mellem de to på alvorlige prøver.

For Malick har nemlig valgt at forsegle deres skæbne i en pakke, hvor den engelske imperialismes tidlige felttog og kolonisering af uberørte områder for så vidt er hovedingrediensen. Og det er da også på den baggrund, at John Smith ankommer til den dengang upåagtede nordamerikanske kystlinje og bliver medvirkende til grundlæggelsen af Jamestown. Med andre ord lever den aldrende instruktør højt på en vekselvirkning mellem Smith og Pocahontas kærlighed og sammenstødet mellem de indfødte og nybyggerne.

Nu har tempoet i Malicks film nemlig aldrig været sindsoprivende kvikt. Det har altid været ham magtpåliggende at give naturen en slags visuel hovedrolle. Det var det, der i perioder kendetegnede den ligeledes storladne “Den tynde røde linie” (1998). Og således også her, hvor de elskendes filosoferende og patosfyldte kærlighedsmonologer knyttes sammen med lange indstillinger af naturens forskelligartede kræfter. Desværre virker det både omsonst og også en smule fadt, når handlingen lammes til fordel for disse visuelle og mediterende sidespring, mens den mere actionfyldte side i sagens natur må vente.

Og handlingen bliver sat i venteposition helt frem til anden halvdel, hvor der trods alt kommer lidt mere kød på den i forvejen ikke alt for veldrejede historie. Det anspændte forhold mellem de ærekære briter og de traditionsbundne indfødte eskalerer, og en afgørende fejde synes uundgåelig. Indianerpigen Pocahontas bliver disputtens vigtigste gidsel, alt imens John Smith, formentligt som afledning, bliver sendt ud på dugfriske missioner i den nye verden. Dermed er splittelsen mellem de to, helt i melodramaets ånd, sat i værk.

Det må konstateres, at castingen til “The New World” langt er fra vellykket. Q’Orianka Kilcher er bedårende, javist, men nogen lysende stjerne på skuespillerhimlen, bliver hun næppe. Også den noget mere prøvede Colin Farrell virker i den grad som en hund i et spil kegler. Hans forknythed og indelukkethed får ham til at fremstå som et fornærmet og efterladt barn i skolegården. Og det kan vel ikke være meningen? Anderledes heldig er imidlertid Christian Bales personificering af rivalen John Rolfe, men det redder næppe en historie med så svingende egenskaber, som det her er tilfældet.

Det er svært at finde spændingen i det, der for de fleste vil være en velkendt historie. Men nu har genfortællingens kunst aldrig været nogen enkelt sag – at skabe noget nyt af noget gammelt. Selv om Malick da forsøger sig med en visuelt malerisk billedside og en lydside, der for i øvrigt leder tankerne hen på Stanley Kubricks mesterlige værker, så mangler han i den grad et fast greb om fortællingens røde tråd. Derfor har filmen svært ved at finde sit fokus, og bliver aldrig andet end en jævnt ligegyldig oplevelse.

Video”The New World” præsenteres i 2.35:1 anamorphic widescreen format og billedsiden hører absolut blandt filmens forcer. Det er et veloplagt filmisk transfer hvor kontrasten er god, og der ikke er nogen nævneværdig digital støj, mens farverne grundlæggende fremstår flotte og skarpe. Der er kort sagt tale om en ganske vellykket overførsel.

AudioLyden på denne udgivelse er i henholdsvis engelsk stereo og Dolby Digital 5.1. Som ventet er sidstnævnte det bedste valg og i øvrigt ganske velfungerende, idet alle 5 kanaler kommer i brug. Lyden giver filmen en god fylde, særligt ved de løbende krigeriske sammenstød mellem de indfødte og imperialisterne, ligesom også naturens mangeartede lyde får en særlig betydning.

EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse holder sig på det jævne. Dels er der filmiske trailers for “Down in the Valley”, “Wallander nr. 6: Mastermind”, “Proof” og “My Summer of Love”. Ikke overraskende er udgivelsen også udstyret med en teaser trailer og en trailer til “The New World”.

Til det mere interessante hører dog den en time lange dokumentar “Making The New World”, der går bag om filmen. Crewet samt flere af skuespillerne (bl.a. Christian Bale, Colin Farrell og Q’Orianka Quilcher) medvirker. Det er en eklatant skuffelse, at filmens notorisk pressesky instruktør og manuskriptforfatter Terrence Malick ikke medvirker på et eneste tidspunkt.

Med afsæt i en velkendt og populær autentisk kærlighedsberetning, en temperamentsfuld og lettilgængelig trailer i biffen og kvindebedårende Colin Farrell på plakaten, ville det bestemt ikke være oplagt at tro, at selveste hr. Terrence Malick var manden bag “The New World”. Men den prisbelønnede og efterhånden nærmest mytiske instruktør, som efterhånden i gennemsnit instruerer og forfatter én film per ottende år, er vitterligt manden, der har spundet denne mageløse, bedårende og tålmodige blanding af visuel poesi sammen.

Blot navnet Pocahontas sætter tankerne i gang. Men det første, som falder én ind, er nok næppe storslåede totalbilleder, langmodige skud og en af de mest hjerteskærende og modne filmiske afbildninger af emotionel længsel i mands minde. Det vil nok snarere være ‘Happy Meal’-legetøj på samlebånd, pompøse musicalindslag og talende dyr i tegnet udgave. “The New World” fortæller vitterligt (på rendyrket og meget anderledes vis) den klassiske historie om en engelsk ekspeditions rejse til den dengang dugfriske og endeløse verden i Amerika, og om hvorledes civilisationer mødes. Et kultursammenstød gjort håndgribeligt i form af det tydelige bånd imellem den engelske kaptajn John Smith og høvdingedatteren Pocahontas, hvis navn aldrig nogensinde bliver ytret – en beslutning, der grænser til det geniale.

Tilhængere af Malicks tidligere produktioner vil genkende stilen. Og folk, som var forargede over, at Malicks uforlignelige og uretfærdigt undervurderede mesterværk “The Thin Red Line” ikke blot var endnu en letbenet “Saving Private Ryan”, vil hurtigt bede om lov til at gå planken ud. Filmens billedside er dvælende, lydsiden minimalistisk, men samtidigt også uhyre kompleks og dialog er sparsom. For det meste hører vi personernes tanker, kommunikeret til publikum via dybfølte voice-overs. Karaktererne er meget introspektive, og der bliver oftere brugt det kropslige, frem for det verbale, sprog til at få følelserne op på lærredet. Et strejf med hånden, et længselsfyldt blik – skuespillernes kærlighedsfulde fremtoning siger mere, end hvad ti dybtfølte sonetter kunne mønstre.

Og skuespillerne gør det godt. Colin Farrell har indkasseret et lidt ufortjent ry som værende en rå, selvcentreret og egentlig ret talentløs fyr. Det er nok snarere de film, som den unge, populære irer har medvirket i og ikke hans præstationer i disse, der har fremtvunget denne opfattelse af manden. Han har tidligere gjort det fremragende, bl.a. i Joel Schumachers “Tigerland”, og her er han eminent. Han formår uden problemer at gøre John Smith til den enormt sympatiske, intelligente og stærkfølende unge herre, som han er kendt som i folkemunde, og kemien mellem ham og hovedrolledebuterende Q’Orianka Kilcher (Pocahontas) er stærk som beton.

Og Kilcher… hvilken åbenbaring. Det nu 16-årige stortalent var sølle 14 år gammel under optagelserne, men virker lige så moden og intelligent som en der er dobbelt så gammel, og virker mere erfaren end de fleste skuespillere formår at fremstå i løbet af hele deres langstrakte karrierer. Hun er intet mindre end en sensation. Man kan kun håbe at hun ikke vil dø ud hurtigt som det blændende lys, hun nu er. Christian Bale er også fornem som den engelske enkemand John Rolfe, der får en væsentlig rolle i indianerpigens senere liv.

Filmen er læsset med billeder, der flere gange synes at få tiden til at standse. Det faktum, at filmen nærmest udelukkende er skudt uden kunstig lyssætning, bør selv sende den mest hærdede kameramands kæbe på direkte kollisionskurs med jorden. Og filmen er smukt akkompagneret af James Horners overraskende afdæmpede kompositioner. Blottet for de typisk majestætiske, oversimple temaer, som den ellers så forudsigelige komponist ynder at bruge (og genbruge), kan dette meget vel betegnes som komponistens bedste værk i dette århundrede. Og brugen af Wagners forspil til sin enorme “Ringen”-opera får nakkehårene til at råbe vagt i gevær og giver den i forvejen enormt imponerende billedeside et ekstra boost. Malick har selv beskrevet lyden i det nyopdagede landskab som naturens musik, og det siger derfor sig selv, at lydsiden virker enormt gennemtænkt, velmixet, flerlagret og meget atmosfærisk. Som sagt optræder dialog sjældent og musikken ligeså, så derfor er det i høj grad op til lyden at få filmens univers til at fremstå særligt – den overgår målet ved at få filmens univers til at fremstå så godt som eventyrligt.

Filmens føromtalte trailer og de udbredte forestillinger om filmens folkelige beretning lægger op til en film med de nykomne europæeres destruktion af indianernes kultur og samfund i højsædet. Om grådige, snæversynede pionerer og dyriske, barbariske indfødte. Men filmen (hvis manuskript Malick skrev helt tilbage i 70’erne) forfalder aldrig til klicheer, stereotyper eller letkøbte genveje. Og det er kulturuforsonlighedens effekt på filmens forelskede, centrale par som er filmens hjerte og i høj grad også primære fokus. Javist, den nye verden byder på nye kulturer, levende væsner, naturvidundere og mirakler, men de menneskelige følelser er ens hen over de udstrakte oceaner og de kulturelle kløfter. Skuespillernes og filmens tekniske mirakler skaber mere dragende dynamik og intensitet end hundrede veludførte, storstilede kampscener kunne have magtet. Kun i filmens anden akt daler intensiteten en anelse, mens filmen unægtelig sagte fortællertempo bliver tydeligere.