Nightflyers

InstruktionJeff Buhler

MedvirkendeEoin Macken, David Ajala, Jodie Turner-Smith

Længde60 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 01/02/2019 på Netflix

Anmeldelse

Nightflyers – Sæson 1

2 6

 

Et mørkt rumfartøj. En kvinde løber panisk ind i et lokale, mens hun optager sig selv til advarsel. Kom ikke ombord!

 

Kort tid efter kommer den sindssyge kollega ind med en økse. Hun får stukket ham ned. Hun sender noget ud i rummet. Og dræber sig selv med en rundsav.

 

Dette er åbningen på “Nightflyers”. Det skal sætte hele serien i gang. Det gør den. På lidt godt. Og en del ondt.

 

Jeg kan godt lide øksescenen a la Jack Torrance. Samt forskerleder Karl D’Branins drømme om død datter i rød regnjakke med mindelser om “Rødt Chok“. Det er okay gys.

 

Bedst er dog scenen med en robotedderkop med røde øjne. Ligesom HAL 9000. Her mødes sci-fi og gyser ganske effektivt.

 

Men de enkelte gode momenter befinder sig i et spindelvæv af vrøvl, der i “Nightflyers” er kendt som historien. Hvad handler det her om?

 

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad der foregår!

 

Rumfartøjet ‘Nightflyer’ er på mission for at skabe kontakt med fremmed liv. Til det formål skal der bruges en telepatisk, ung mand, som resten af crewet hader og er bange for. Undtagen hans psykolog.

 

Men herfra står jeg af. Hvad er ‘Vulcryn’?

 

Først troede jeg, det var en planet. Så snakker de pludselig om, at rumskibet har ændret kurs. Er det Vulcryn?!

 

Og hvad er nu det her ‘The Void’, de ævler om? Jeg er lost in space.

 

At tilbageholde information er klassisk dramaturgi. Skaber spænding til de fremtidige episoder. Om bord på “Nightflyers” blev jeg kun irriteret.

 

’Hvorfor er kaptajnen et hologram?' spørger telepat-psykologen. ’Det er et af livets store spørgsmål', svarer biologen. Hold nu kæft, og fortæl!

 

Forlægget er skrevet af George “Game of Thrones” R. R. Martin.

 

På HBO har Martin balanceret mellem mange mål og handlinger. Det er ikke tilfældet med “Nightflyers”, der flyver rundt i sær ubalance.

 

De to afsnit på i alt 100 minutter, jeg har set, går med en heksejagt på den telepatiske knægt, Thale.

 

Konstant minder det ‘onde’ mandskab mig om, at han er ‘en ting’ efterfulgt af psykologen, der konstant forklarer, at ‘han er bare et menneske’, ‘han er bare bange’ etc.

 

Det er dårligt skrevet. Ganske enkelt. Kedelig. To afsnit på at finde en mand på et rumskib. Resten giver ingen mening for mig.

 

På samme måde er åbnings-scenen. Godt gys, men giver ingen mening. Hvorfor dræber hun ikke bare psyko-kollegaen, mens han er nede? Nej, nej, nej. Hun dræber da sig selv i stedet… Øh, hvorfor?

 

Nightflyers anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer