(Non-)Stop! Tak!

Liam Neesons telefonnummer må simpelthen være for nemt at skaffe. Den stakkels mand kan jo ikke gå til bageren efter whisky, uden en eller anden skummel type lige skal ringe op og fortælle, hvor farlig han er. Efter at have talt i telefon igennem det meste af de overvurderede “Taken”-film, skal han nu også trækkes med sms’er fra en terrorist, der gemmer sig på det fly, Air marshall Neeson skal beskytte. Vedkommende vil have 150 mio. for ikke at dræbe passagererne. Hvem ved, måske for at dække sin telefonregning?

Det er et klassisk set-up, og bortset fra at alle har smartphones, kunne vi lige så godt være på hylden med 80-90’er-videobånd med seje mænd i desperat kamp imod overmagten. Der er noget sært gammeldags og forceret over præmissen med at lukke alle inde i et lille rum og forsøge at vride en intens nedtælling ud af det. Problemet er, at Bruce Willis, Wesley Snipes og alle de andre allerede har reddet røv og passagerer utallige gange før. Det eneste nye tiltag er, at de slemme tekstbeskeder rent fysisk flasher rundt omkring ørerne på Liam Neeson.

Som jo selvfølgelig er en plaget helt med et liv, der er ude af kontrol. Han drikker for meget og taper røgalarmen til, så han kan ryge på flytoilettet. Men han har et godt hjerte, den ensomme ulv, og han er forresten også sød ved en lille pige, der skal flyve alene. Tjek. Skurkens arbejdsmetode er at bruge svaghederne imod ham og få besætning og kontroltårn til at tro, at han i virkeligheden er bagmanden. Det er ikke så svært, når det er en offentlig hemmelighed, at manden er alkoholiker og uligevægtig. Men hvorfor bliver Air marshall’en så overhovedet sendt på arbejde i første omgang?

Igen, det er set så mange gange før, at helten skal få styr på sit liv i en eller anden ekstrem situation, der virker fuldstændig umulig – også i ædru tilstand. Liam er gudskelov endnu ikke for fuld til at charmere Julianne Moore over på sin side, slå alvorligt på tæven og skrive sms’er i et tempo, som får hyperaktive teenagepiger til at ligne teenagedrenge. Man er vel en badass irer, der kan tåle sin brandert.

Man behøver knap nok få forklaret ham som karakter, for både de femhundrede forudgående kapringsfilm og Neesons efterhånden lidt suspekte bagkatalog har lagt linjen for, hvordan man spiller op til snedige terrorister. Stir jaget rundt i lokalet. Knur ind i telefonen, så de ikke er i tvivl om, at du mener det. Træk vejret som en astmaramt gorilla. Der er ikke så meget andet at arbejde med, og manden har efterhånden meget øvelse i at gøre det ganske overbevisende.