Don’t Look Back in Anger

“(What’s the Story) Morning Glory?” var årtiets bedste europæiske album. Det bedste amerikanske kom fra Seattle. Nevermind det. For her handler det om Oasis. Kongerne af britpop, der egentlig var en slags rock dengang i halvfemserne. Nu ser Liam, Noel og de andre arbejder-tabere fra Manchesters udsigtsløse bund ærligt tilbage på en succes, der ikke burde kunne ske.

For det stod aldrig skrevet, at de to taber-brødre med en voldelig far, der tvang Peggy Gallagher til at flygte med sønnerne midt om natten, i 1996 skulle spille to udsolgte dobbelt-koncerter med i alt 500.000 fans som publikum. Hver især var ingen i Oasis særligt talentfulde. Men sammen så blev det særligt, når Liam med nakken bukket bagover skrålede “Wonderwall”, som Noel havde skrevet. Det her er ikke historien om den unikke ener fra toppen, men de smukke og grimme tabere, der er sammen på bunden.

Og det var rent held, de blev opdaget. Et tilfælde. En pladeboss på det rigtige spillested på den rigtige aften, der egentlig aldrig var planlagt. De var heldige. Derfor er der også et omvendt budskab at hente i “Oasis: Supersonic”. At flertallet fra bunden ikke bliver til Oasis. De forstætter bare med at være almindelige Liam og Noel uden udsigter til andet end kontanthjælp. Det er de begge klar over i de interviews, de her giver hver for sig. For det her er ikke bare filmen om et band. Men filmen om brødre og misundelse, der blev til had. Derfor taler de ikke sammen mere.

Faktisk ønskede de, at de var stoppet på toppen dengang tilbage i 1996 efter det andet album. Det gør “Oasis: Supersonic” til gengæld, hvilket der er noget smukt over. Den bliver det, de havde ønsket var sket. Men når man nu har kysset himlen, så er det svært ikke at forsøge igen. Måske bare give den et sugemærke, som Liam så hverdagspoetiske formulerer det. Og det kan de. Formulere sig. For hvor er det smukt og sigende, at Liam i arkivklip fra de første band-år begynder at fortælle om de her to brødre fra Biblen. Adam og Evas sønner. Han kan ikke helt huske, hvad de hedder. Abel og… Kabel? Hmm.

Netop historien om den gode og den onde bror passer perfekt til portrættet af Oasis. Hvem var den onde? Udadvendte, larmende og smadrende Liam eller indadvendte og kontrollerende Noel? Måske ingen af dem. Måske deres Adam, der bankede talentet ind i dem. Så selv om Noel mener, at eftertiden kun vil tænke på sangene, så er Oasis så meget mere. De er komplekse symboler på taber-klassen, men også simple som hund og kat. Det, de kalder et Mike Tyson-band, der smadrer alt. Det oplevede jeg selv for en del år siden på vej til Hamborg-koncert. Jeg nåede til grænsen, da nyheden om aflysningen ringede ind. Oasis sad i spjældet efter et slagsmål på en bar. Liam var blevet to tænder fattigere. Og jeg en koncert.