Flot og forglemmelig

Det er nok i grunden ret svært at skabe interessante karakterer ud af to personer, der dels har fået slettet alle deres minder for sølle fem år siden og dels skal forestille at være mere eller mindre de eneste to personer tilbage på Jorden. Det må man sande efter at have set den nye, storstilede science fiction-film “Oblivion” med Tom Cruise i hovedrollen. Og det har filmskaberne nok også indset ganske tidligt i processen, hvorfor man har valgt at krydre ovenstående udgangspunkt med en fantastisk flot billedside, et episk score og en i det hele taget teknisk raffineret stil. Resultatet er dog alligevel ganske forglemmeligt.

Tom Cruise spiller som sagt den ene af disse to tomme og tynde karakterer, hvor Andrea Riseborough har den anden rolle. De to har til opgave at passe nogle store maskiner, der skaber fusionsenergi, som skal bruges på månen Titan, hvor menneskeheden har oprettet en koloni ovenpå en invasion fra rummet, der har gjort Jorden ubeboelig. Der er imidlertid ugler i mosen, og Jack (Tom Cruise) får langsomt på fornemmelsen, at fortiden måske ikke er præcis, som han er blevet fortalt.

Ideen er egentlig udmærket, og med en mere filosofisk tilgang til historien som i et klassisk “Star Trek”-afsnit var denne science fiction-fortælling formentlig blevet mere interessant og vedkommende. Men stille og roligt som “Oblivion” bevæger sig fremad, finder man ud af, at ens nysgerrighed efter svar på de mange spørgsmål, filmen stiller i starten, aldrig bliver helt tilfredsstillet. Når filmen endelig disker op med svar, er de ikke særligt spændende, og de bliver kommunikeret på den mest dovne og uinspirerende måde overhovedet: I lange, forklarende monologer. Gab!

Fra først til sidst er “Oblivion” til gengæld spækket med betagende art design, storladne billeder og et grandiost score af Anthony Gonzalez. I samspil skaber disse æstetiske elementer hele tiden følelsen af, at der er noget stort på spil, og når effekterne og actionsekvenserne så samtidigt ser så pokkers flotte ud, skulle man næsten tro, at “Oblivion” lige præcis var den type film, som sagtens kan bære at have en lidt vattet indholdsside.

Det forholder sig imidlertid helt omvendt. Netop fordi filmen i hele sin stil og tekniske kunnen lægger op til en storfilm med stort S, bliver kontrasten til det tamme plot og den ringe historiefortælling bare så meget større. Det minder lidt om at få serveret et yderst velanrettet måltid mad, der virkelig ser lækkert ud, men som så viser sig at være sejt, tørt og kedeligt, når man endelig sætter tænderne i det. “Oblivion” mangler i dén grad et manuskript, der kan leve op til filmens grandiose rammer, og den mangler nogle bedre skuespillerpræstationer, end hvad Cruise, Riseborough og Olga Kurylenko her leverer. Og så mangler den en løsning på, hvordan man gør det interessant at følge to personer uden personlighed alene på en forladt planet i to timer…