Minder og mord

I 2009 valgte Oscarakademiet ganske overraskende den japanske “Departures” som bedste ikke-engelsksprogede film. Trenden med eksotiske overraskelser i denne kategori fortsatte til dette års uddeling af gyldne statuetter. Her blev – imod forventning – ingen af de to fantastiske europæiske storfilm “Det hvide bånd” eller “Profeten” udråbt som vinder i Kodak Theatre, men derimod en mere ukendt argentinsk film med den dragende titel “Øjnenes hemmelighed”.

I 1999 møder vi den pensionerede kriminalefterforsker Espósito, der jaget af fortiden og en konkret mordsag har sat sig for at skrive en roman om dengang for at finde sjælefred. I den forbindelse opsøger Espósito sin tidligere overordnede og umulige kærlighed Irene, der i modsætning til ham tilhører den veluddannede overklasse. Mødet med Irene fremkalder den stadigt jagende fortid, hvor Espósito blev besat af og svor overfor enkemanden Morales at spærre hans voldtægtsmyrdede kones morder inde på livstid. Sammen med sin alkoholiserede makker Sandoval påbegynder Espósito i 1974 – i skyggen af præsidentparret Peróns terrorregime – den besættende jagt på morderen.

“Øjnenes hemmelighed” er en dejligt klassisk film med flotte farvemættede billeder, et karismatisk hold af skuespillere med den argentinske Alan Rickman-klon Ricardo Darín som Espósito i front og evigtgyldige temaer som hævn, retfærdighed, klasseskel og naturligvis den skønne kærlighed til at toppe herligheden af. Filmen er kendetegnet ved sin tydelige fortællestil, der til trods for en kompleks flashbackstruktur aldrig mister overblikket over de mange bolde, der konstant er i luften. Det er kompetent håndværk det her.

Filmens solide håndværk løftes endog af flere elegante visuelle indslag, som da vi med et helikopterblik føres indover et kæmpemæssigt fodboldstation med en igangværende kamp, som vi bliver ført helt ned til og ud på tilskuerrækkerne, hvor vi kommer helt tæt på vores efterforskende hovedpersoner, der i det næste igangsætter en vild forfølgelsesjagt på en mistænkt, der hektisk udvikler sig bag stadionets kulisser for endeligt at slutte ude på grønsværen igen. Alt dette uden at klippe en eneste gang, hvilket bringer klippet op på niveau med det magiske one-shot fra Joe Wrights “Atonement”. Mageløst.

Netop “Atonement” er der sammen med David Finchers “Zodiac” flere tematiske fællestræk med. Skyld- og mindebearbejdelsen igennem romanfiktionen deles med førstnævnte, hvor Espósitos menneskeopslugende og besættende morderjagt har klare paralleller til “Zodiac”. Alt dette kombineret med en umulig kærlighedshistorie, en hævnfortælling samt et stykke vitalt argentinsk historie forsøger den ambitiøse instruktør Campanella at rumme i sin film, hvilket udgør filmens eneste store, men også ret markante problem. De mange handlingstråde gør, at man aldrig for alvor bliver følelsesmæssigt engageret i filmens massivt appetitvækkende univers, idet der simpelthen ikke er tid til at komme helt ind under huden på hver af de mange enkelthistorier, der tilsammen udgør denne flotte filmkolos. Less is more lyder et ordsprog, der desværre passer præcist på “Øjnenes hemmelighed”, hvor filmens emner snildt kunne have givet stof til tre film fremfor denne overfyldte ene.