Manden i buret

Jeg har set koreanske Chan-wook Parks film fra 2003, “Oldboy – hævnen”, flere gange. En personlig favorit, men også en film, der i særlig grad er noget særligt første gang. Det er en stramt fortalt twistfilm à la “Memento” eller “The Usual Suspects”, der giver en hel unik jomfruoplevelse. Du kan aldrig vende tilbage og se den første gang igen. På samme vis som du kun kan elske med din mand eller kone første gang én gang. Derfor er det svært – for mig – at blive jomfruforelsket i Spike Lees amerikanisering, “Oldboy” (2013).

Historien er ellers den samme simple. Mand spærres inde i mange år. Da han sættes fri, søger han svar: hvem og hvorfor? Det samme og så alligevel. Ikke helt. Josh Brolin spiller manden, Joe, der bures inde. Han har et godt fjæs ham Brolin. Et af den slags, jeg kan blive ved med at koge glosuppe på. Han gør, hvad han kan i den lille historie som den vrede mand, der søger svar. Hans makker, flirt og hvem ved hvad, Elizabeth Olsen, er, som Marie, sødmefyldt nok til at læge alle Joes store knivsår – bogstaveligt talt. Modsat sine enæggede storesøstre, så har Elizabeth ikke måtte dele sit talent i to små portioner, men har ét stort samlet. Hun kan få hænderne fulde med store roller i fremtiden.

Det er ikke kun Josh Brolin, der er fanget, men Elizabeth Olsen med ham i en den meget lille historie, som Spike Lee forsøger at fortolke på sin egen måde. Udgangspunktet – Chan-wook Parks “Oldboy – hævnen” – er nemlig ingen stor historie. Det var i høj grad måden Park – og især hans faste fotograf, Chung-hoon Chung – forvaltede historien på, der var så vellykket. Ikke hvad den handlede om. Chungs sublime billedbehandling, der kan skabe den perfekte illusion af et kamera, der bevæger sig igennem to tætsiddende spisepinde, får den gedigne 2013-fotograf Sean Bobbitt til at blegne ved siden af en fotograf, der kun har Robert Elswit som konkurrent i dén billedskønne liga.

Den originale gamle dreng fortalte ved at vise. Spike Lees nyere dreng fortæller derimod ved at prædike. For hvor Parks film var en film med fokus på hævn med en hammer, så har Spike Lee slukket hævntørsten hos sin mand i bur – Joe. Han er derimod en synder, en skidt karl, der var ligeglad med sin kone, datter og alle andre. Han kigger indad og gør op med sin lyst til vodka som mundskyl. Nu vil han være en god, lidt vred, gammel dreng, der bare vil finde sin datter. Fint at ville opdatere originalen, men det, der voldtog min filmhjerne, da jeg første gang så originalen, var netop filmens hævnmotiv og hævntvist. Uden hævn, står den gamle misbrugsdreng lidt impotent tilbage.

Jeg havde den samme oplevelse, som dengang Martin Scorsese tabte grundtanken ved Hong Kong-thrilleren “Infernal Affairs”, da den blev omsat til trøste-Oscar-filmen, “The Departed”. Hos Scorsese kunne der dog ikke sættes en finger på skuespillet. Det kan der her. Brolin og Olsen gør, hvad de kan, men skurken er et fejlcast, der får Lars Bom til at virke naturlig i en Onfone-reklame. Sharlto Copley drejer så meget på det excentrisk homokarikatur-håndtag med sin mystiske skurkekarakter, at jeg blev overbevist om, at hans pistol ville skyde med glimmer og strudsefjer. En god skurk er vigtigere end en god helt.