Hævnen er sød – eller er den?Det er efterhånden to år siden, at “Oldboy – Hævnen”, Chan-wook Parks andet opus i hans hævntrilogi, vandt Juryens Specialpris i Cannes. Filmen er et unikt værk spækket med æstetisk lir, superb action, gådefulde karakterer, frydefuldt skuespil, samt en historie så barsk, at man næsten får åndenød. En asiatisk perle, der nu endelig har fundet vej til de danske biografer, og som simpelthen ikke fås bedre!

Bizar og poetiskVores helt er den drikfældige familiefar Oh Dae-su. Hans navn betyder “den der kommer overens med folk”, hvilket må siges at være skæbnens grumme ironi, for det er netop hans mangel på sociale færdigheder og pli, der bogstavelig talt får ham i fedtefadet. En sen aften, da han ringer hjem til sin datter, bliver han kidnappet og spærret inde i en lille lejlighed, hvor han holdes fanget, med et fjernsyn som eneste selskab. Hvorfor han spærres inde eller af hvem, får han ikke at vide. I nyhederne erfarer han, at hans kone er blevet myrdet, med ham selv som hovedmistænkt. Oh Dae-su går lige så stille i opløsning, og femten lange år går. Så pludselig en dag løslades han med penge på lommen og en mobiltelefon som eneste ejendel. Han har ingen familie at vende tilbage til, men slår sig i stedet sammen med servitricen Mido, der hjælper ham, i hans forsøg på at få hævn.

“Oldboy – Hævnen” bygger på et tegneserieforlæg, og er i modsætning til Parks foregående film “Sympathy for Mr. Vengeance” langt fra så minimalistisk i sit billedsprog. Den rå og afdæmpede grusomhed er afløst af stærke farver, fejende kamerabevægelser og opfindsomme klip, uden dog at miste sin grumme nerve. Mange gange fryses bevægelserne i billedet, ligesom på de tegnede striber, men handlingen går aldrig i stå af den grund, og man kan i de pågældende sekvenser mærke den sitrende, tilbageholdte energi, der venter på at blive udløst. Det er vidunderligt realiseret, smukt som bare fanden og vanvittigt spændingsmættet.

En djævelsk intrigeÆstetikken er dog ikke blot en tom skal, men omslutter en begavet historie og et sindrigt udtænkt plot, med det ondeste twist, undertegnede synes at erindre, siden “Se7en”. Chan-wook Park dykker atter ned i hævnens dilemma med “Oldboy – Hævnen”, der hurtigt vender tingene på hovedet – for hvem er det egentlig, der hævner sig på hvem, og bringer hævnen overhovedet nogen form for forløsning? Der er intet glamourøst over Oh Dae-sus selvtægt, og som han selv pointerer, er han blevet til et monster – de femten år i fangenskab har tæret al menneskelighed væk, og hævnen er nu hans eneste drivkraft.

Min-sik Choi leverer et ætsende portræt som den tragiske hovedrolle, med fintfølende sans for de små detaljer. Han behersker såvel de underspillede, komiske situationer som de følelsesladede eksplosioner af raseri, sorg og afmagt. Hans fremstilling af menneskedyret Oh Dae-su griber én om hjertet og holder det i et jerngreb, selv når han er som vildest. Guds ensomme mand det ene øjeblik; Pavlovs legendariske hund, det andet. Som hans modpol, der dog viser sig snarere at være hans forvrængede spejlbillede, er Ji-tae Yoo diabolsk og næsten rørende i sin rolle som Oh Dae-sus mystiske nemesis. Deres sprængfarlige opgør er noget af det bedste set i asiatisk film, og helt på linie med Andy Lau og Tony Leung i den fantastiske “Infernal Affairs”.

Intelligent ouverture i molDen rasende historie udfolder sig til tonerne af et både fængslende og varierende score, fra den desperate åbningsmusik, over en vemodig lille valsemelodi, der viser sig at have smertelig relevans for handlingen, til en klassisk symfoni, der virkelig trækker tænder ud. Den asiatiske patos driver til tider ned af væggene, men det kammer aldrig over, og musikken understøtter konstant billedsiden ind i mindste detalje. The Cronos Quartet og deres bombastiske elegi til “Requiem for a Dream” synes ikke langt væk, og det er bestemt ikke noget dårligt tegn.