Olsen Banden – på de bonede gulve
Udgivet 13. okt 2010 | Af: Benway | Set i biografen
I en af scenerne i “Olsen Banden – på de bonede gulve” opremser Yvonne de mange ting, der er unikt og værdifuldt dansk, og som tilskuer er det let at få den tanke, at hvis det ikke var, fordi vi befandt os i en af filmene, ville Olsen Banden selv være et oplagt bud på noget, hun kunne nævne.
Selve handlingen ligner de fleste af de andre films til forveksling. I starten begås et kup, som selvsagt ender med, at Egon atter ryger bag tremmer, og da han løslades, er det som sædvanligt med en plan til mange millioner. Den fjer, som H.C. Andersen skrev sine eventyr med, skal sælges til japanerne for at finansiere et våbenkøb, og Egon har udtænkt, hvordan de kan stikke af med pengene.
Når man tager springet fra en “rigtig” film med levende skuespillere til animation, giver det nogle andre muligheder end de sædvanlige, man det er faktisk ikke frygtelig meget, man har fået ud af springet. Humoren er blevet mere fysisk, hvilket ikke nødvendigvis er en fordel, og dialogen føles mest af alt som en slags greatest hits-genbrug af ting, man tidligere har hørt i de forskellige andre film. I forhold til udenlandske animationsproduktioner ser filmen selvsagt ikke ud af meget, selvom en sekvens med et varmesøgende missil er ganske veludført. At filmen ligesom alle andre animationsfilm er i 3D bidrager ærlig talt ikke med noget særligt, men til gengæld fordunkler det farverne og får filmen til at fremstå mere mørk, end den formodentlig var tænkt. Det er et virkeligt dårligt bytte.
Mest af alt så savner man en eller anden overordnet ide, der kan løbe som en rød tråd gennem hele fortællingen, hvilket var en af de ting, som filmmagerne Erik Balling og Henning Bahs var så gode til at skabe, hvad enten det nu var Børges konfirmation, eller hvor meningsløs tilværelsen nederst på den sociale rangstige er. Her virker alting så tilfældigt og ligegyldigt som en ildelugtene sammenskudsret skabt af tiloversblevne ingredienser. Man sidder tilbage med en erindring om, hvor dygtige Balling og Bahs var, og hvor ærgerligt det er, at de elskelige figurer skal udsættes for denne sølle omgang pga. ussel mammon. Desværre Egon. Nu har pengemændene igen taget røven på dig.
Se også: Filmz TV: “Olsen Banden” – bag om restaureringen på Blu-ray.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet