Skide godt, Egon!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der var et meget håndgribeligt loft på forventningerne, da undertegnede blev tildelt opgaven at anmelde den nyeste “Olsen Banden”-film i animeret udgave. For hvordan puster man nyt, computeranimeret liv i et nationalklenodie uden at træde kulturskatten over tæerne og fortabe sig i nostalgiske klicheer? Skepticismen var næsten for oplagt, men indrømmet blev den hurtigt gjort til skamme af en film, der formår at trodse nogle af de konventioner og begrænsninger, vi måske er for gode til at sætte for os selv herhjemme. Hvilket faktisk er en af filmens pointer. Det er den herligt bramfrie skurk i filmen, eks-danskeren Bang Bang Johnson, der drilsk og med tyk amerikansk accent prikker til vores nationale stolthed med konstante stikpiller som: ”Shut up, hvor I danskere er gode til at begrænse jer!”

Det er her, filmens gyldne snit ligger. Instruktør Jørgen Lerdam har lavet en sirlig konstellation, hvor Olsen Bandens klassiske ånd og jordbundne humor bevares, samtidig med at truppen hives med ind i en højteknologisk nutid. Det skaber en platform, hvor der kan spilles på nogle helt anderledes og nye tangenter – som når tyveriet af tre jubilæumsøl skal til højteknologisk undersøgelse i et CSI-lignende laboratorium, og Horatio Caines animerede tvilling pludseligt dukker op. Det bliver næsten for meget for kriminalassistent Jensen, der i forvejen har svært ved at kapere andre af nutidens mere simple teknologiske udfordringer såsom sms’er. Det er netop i dette samspil imellem filmens forskellige planer – det nationale og det internationale, det nye og det gode, gamle – at filmen finder sin charme.

Olsen Banden er denne gang kommet på dybt vand. Men, som anmeldelsen antyder, heldigvis kun bogstaveligt talt. De to brødre Bang Johansen (hvis kontorbygning umiskendeligt ligner en vis Mærsk-bygning) og føromtalte Bang Bang Johnson, der begge er højt på strå i det danske og udenlandske erhvervsliv, har sammen udviklet en olie-accelerator, der vil kunne mangedoble Danmarks oliereserver.

I klassisk James Bond-stil skal den dog i stedet sælges til højstbydende på verdensmarkedet, men hvis Egon Olsen skal have noget at sige, skal olie-acceleratoren selvfølgelig i hænderne på Olsen Banden, så millionerne kan sikres, og Kjeld og Yvonnes barnebarn kan komme på privatskole. Sideløbende er det mindst lige så betydningsfulde tyveri af de føromtalte jubilæumsøl endt på kriminalassistent Jensens radar, som tydeligvis ikke har fået færten af de mere højtflyvende kriminelle handlinger, der er ved at blive begået på dansk jord.

Det er interessant, hvordan filmens persongalleri er så indhyllet i klicheer og stereotyper, at det hele burde være én stor forudsigelig affære. Men det forudsigelige består egentlig mest i Olsen Bandens helt egen fortællerbølge, som vi alle kan på rygraden – og den vil vi jo for alt i verden heller ikke være foruden. Faktisk er det alle disse nytilkomne karakterer, der giver den tiltrængte ingrediens, der får filmen til at være andet end bare Olsen Banden i nye, animerede klæder.