One Chance
Udgivet 15. jan 2014 | Af: Tarantrier | Set i biografen






Min umiddelbare reaktion på traileren til “One Chance”, der fortæller historien om Paul Potts overraskende sejr i talentkonkurrencen Britain’s Got Talent i 2007, var himmelvendte øjne og mild kvalme. Det lignede et nederdrægtigt markedsføringstunt for et i forvejen alt for populært tv-program, men filmen om den operaelskende telefonsælger fra Kingswood viser sig faktisk at fortælle en mere mærkværdig historie, end jeg havde troet ved første øjekast.

Paul spilles ganske udmærket af James Corden (du husker ham sikkert fra “Lesbian Vampire Killers”?). Over for ham står filmens kvindelige hovedrolle, Pauls kæreste Julie-Ann, spillet af Alexandra Roach. Roach er filmens største trækplaster. Det er hendes præstation, der i høj grad bærer kemien mellem Paul og Julie-Ann. Roach stjæler scenen, når hun er på, og hendes opmuntring af Paul smittede rørende af på mig.

“One Chance” tager nemlig alt, alt for få chancer med sin fortælleværdige historie. I stedet for at omfavne operaen som et aktivt, filmisk redskab, træder det uinspirerende i baggrunden som et lidt ligegyldigt soundtrack. Paul er ligeledes en karakter, der med sin skrøbelige psyke og umulige drøm burde være portrætteret som en moderne grim ælling, men som hele tiden holdes nede af et umodigt og til tider direkte umodent manuskript, der med upassende slapstick-humor hist og her hellere vil gøre filmen til en komedie. I historien om Paul Potts gemmer der sig uforløste muligheder, men det er kun de stærke skuespilpræstationer, der sikrer, at den som romantisk komedie akkurat holder sig middelmådig.







“One Chance” undgår at drukne i hyldest til Simon Cowell og resten af Britain’s Got Talent og dets individualistisk dannelsesfortælling om, at kun de få naturligt talentfulde er noget værd i denne verden. I stedet er “One Chance” en film med hjertet på rette sted. Sympatien for vores hovedkarakterer består takket være gode skuespilpræstationer, og selv uden kreativitet eller vildskab er filmen kun enkelte gange direkte kedelig. Havde man turdet tage flere chancer og for alvor gøre en karakter ud af Paul Potts og et drama ud af hans liv, så ville “One Chance” have været bedre end talent-tv. Ingen second chance herfra.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet