One-Eyed Monster
Udgivet 11. nov 2009 | Af: kaduffo | Set på DVD
Lad det være sagt med det samme. Der er ikke så forfærdeligt meget godt at sige om “One-Eyed Monster”, men alligevel skiller Adam Fields’ absurde film om en dræberpenis, der går amok i en californisk bjergegn, sig alligevel betragteligt ud fra den mængde af gyserkomedier, der jævnligt langes over disken. Handlingen i sig selv er af en så sælsom natur, at det kan undre, hvordan man som manuskriptforfatter i første omgang kom på ideen. Men med det in mente synes nærværende film imidlertid ikke så original i sin beskaffenhed endda.
Men tingene arter sig absolut ikke som forventet. Den selvforherligede producer har svært ved at holde samling på tropperne, jalousien og også kærligheden florerer i fulde flor i hjørnerne, og så har filmens absolutte stjerne, den aldrende Ron Jeremy, som også i virkelighedens verden har en lang karriere som pornostjerne bag sig, svært ved at få rejsning, ikke mindst over for den jævnaldrende genpart, der drømmende ønsker sig sit allersidste kvarter i rampelyset. Det retter en impulsivt indlagt kunstpause imidlertid op på, fanden tager ved den notoriske pornostjernes kæreste arbejdsredskab, og af årsager, der ikke i denne sammenhæng tåler dagens lys, er naturens kulisser omlagt til et regulært slagteri, hvor en omvandrende penis – nu uden Ron Jeremys krop påhæftet – som et varmesøgende missil jagter, lemlæster og myrder alt med en puls.
Umiddelbart besidder “One-Eyed Monster” en odør af en filmbagmand, her tre brødre, der besidder en udtalt penisforskrækkelse. Om det er her, sandheden ligger, skal dog være usagt. Men ikke desto mindre fornemmes et ødipuskompleks som fællesnævner og udbasuneret, så alle samfundsgrupper kan være med. Der tales til absolut laveste fællesnævner, mens grundpillerne i “One-Eyed Monster” i og for sig ligner en hvilken som helst anden gyserformel med den systematiske udryddelse af aktørerne som fornemste dagsorden. Her er fjenden dog noget mere aparte end sædvanligt. Om det i sig selv er skræmmende, kan imidlertid diskuteres.
“One-Eyed Monster” præsenteres i et rimeligt, men ikke prangende, anamorphic widescreen 1.78:1-format. Der er ikke umiddelbare eksempler på edge-enhancement eller udtværinger, mens digitale forstyrrelser i højere grad forekommer. Undervejs spores desuden en smule blødhed, mens de mørke scener rummer en del gryn, og kontrasten også kan have tendens til udsving.
Bedre er de to engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og DTS 5.1-lydspor, der fortrinsvist udgår fra systemets fronthøjttalere. Dialogen er helt igennem tydelig og uden overstyringer, mens underlægningsmusikken og enkelte effektlyde også fungerer forventeligt. Men epokegørende er lydsporet imidlertid ikke.
Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.
Udgangspunktet i “One-Eyed Monster” er indspilningen af en pornofilm i en øde bjergegn hen over en weekend. Og fornemmelsen af, at samme tidsramme er sat af til filmen i sig selv er nærliggende. Stilen er diletantisk, skuespillet pavert og narrativet pinagtigt ringe. Når filmen alligevel ind imellem evner at underholde, er det formentligt, fordi den taler til den indre svinehund i os alle. Se det i øjnene. Vi vil gerne underholdes, og allerhelst med de kropsligt nedre placerede regioner som samtaleemne. Men noget samlerobjekt er der bestemt ikke tale om.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet