Jack Reacher
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 7. maj 2013 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
En mand kører hen til et kæmpe betonbyggeri. Han parkerer sin varevogn på øverste etage, trækker en enorm riffel ud af lastrummet og læner sig ud over rælingen. Pludseligt drænes lydsiden for alt undtagen snigskyttens sagte åndedræt, alt imens vi gennem geværets sigtekorn ser adskillige mennesker flere hundrede meter borte, der stilfærdigt gennemlever hverdagens rutiner. De jogger, lufter hunden, spiser is… intetanende om det skarpladte våben, der peger på dem. Intensiteten er næsten ubærlig. Der er ingen musik til at fortælle os, om eller hvornår helvedet bryder løs. Ingen lydeffekter, der kan distrahere os fra den alarmerende og altoverdøvende tavshed. Bang! Pludseligt trykkes der på aftrækkeren. En mand kollapser. Bang! Folk begynder at skrige. Bang! Skytten fortsætter ufortrødent, indtil fem tilsyneladende tilfældige mennesker er blevet majet ned. Der klippes til sort, lige da morderen skyder en ung kvinde, der desperat og forgæves forsøger at flygte med en lille pige i armene.
Politiet finder hurtigt frem til en ekssoldat, som sandsynligvis er gerningsmanden, men han nægter at udtale sig. I stedet skriver han blot “Find Jack Reacher” på et blankt stykke papir. ”Hvem fanden er Jack Reacher?” spørger statsadvokaten (Richard Jenkins, ufejlbarlig som altid), mens en nedslået politibetjent svarer, at Reacher er en forhenværende militærbetjent, før han tilføjer: ”Han er som et spøgelse. Ham finder du ikke,” lige før Reacher (i skikkelse af Tom Cruise) fluks træder ind i lokalet og annoncerer sin ankomst. Det er en fantastisk introduktion, for samtidigt med at McQuarrie øjeblikkeligt fastslår, at Reacher er en forbavsende fremsynet badass, fastslår instruktøren også, at filmen vil bevare jordforbindelsen og en indtagende, selvironisk distance.
Med sit dejligt dvælende fortælletempo og sine uhyre raffinerede actionsekvenser (især den musikblottede biljagt er eminent) minder “Jack Reacher” mere om klassiske 70’er-thrillere som “Dirty Harry” og “Tre døgn for Condor” end de mange hyperaktive spændingsfilm, der er udkommet de seneste årtier. I takt med at Reacher og hans partner, advokaten Helen (en veloplagt Rosamund Pike), langsomt optrævler sandheden bag den makabre massakre, diskes der konstant op med spændende drejninger (hvoraf ingen føles forcerede), og ud over en allerhelvedes karismatisk helt rummer filmen også den allerbedste form for skurke: Dem, man elsker at hade. Den ene spilles tilmed af den tyske instruktør Werner Herzog(!). Et dristigt skuespilvalg i en film, der bugner af vovemod.
Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. “Jack Reacher” ser nøjagtig lige så godt ud i HD, som en relativt dyr og nyproduceret Hollywood-thriller bør. Detaljerigdommen er enorm fra start til slut. Man kan nærmest tælle samtlige hår og porer på skuespillernes ansigter. Kontrasten er upåklagelig, billedsiden har et helt tilpas grynniveau, og de appetitlige, jordnære farver er med til at give filmen det 1970’er-lignende look, som McQuarrie og hans fotograf stilede efter, og som vækker varme minder om film som førnævnte “Dirty Harry” og “Tre døgn for Condor”.
I fremtiden vil biljagten i “Jack Reacher” være en af de allerførste sekvenser, jeg afspiller, når jeg skal demonstrere hjemmebiografens kunnen over for familien og vennerne. Sjældent har jeg hørt en bilmotor brumme så højt og flot som den i Reachers knaldrøde Chevrolet, og når bilen suser forbi kameraet, er det lige før, man kan mærke vindstødet. Panoreringerne er generelt glimrende, og resten af filmen lyder også fremragende. Samtlige lydeffekter, replikker og musikalske toner kommer klokkeklart igennem, og støj forekommer aldrig. Og under filmens mere dramatiske sekvenser – såsom den førnævnte biljagt – går lydsidens finere nuancer aldrig tabt. Baghøjtalerne leverer en masse subtile lydeffekter, der gør det lettere for tilskueren at leve sig ind i scenerne, og musikken hverken overdøver eller overdøves. Diskens DTS-HD Master Audio 7.1-mix er simpelthen suverænt.
Instruktøren Christopher McQuarrie og Tom Cruise har indtalt et enormt underholdende og informativt kommentarspor til filmen. D’herrer holder ingen pauser undervejs, og de spilder hverken deres eller vores tid på lange, kedsommelige komplimenter til kollegaerne. I stedet gennemgår de tankerne bag og skabelsen af næsten hver eneste scene på både detaljeret og underholdende vis. Komponisten Joe Kraemer har også indtalt et kommentarspor til filmen. Når musikken ikke optræder, diskuterer Kraemer sit score og sit samarbejde med McQuarrie, og når filmen tager musik i brug, forsvinder Kraemers stemme, hvorved lytteren får en unik mulighed for at nyde Kraemers udmærkede kompositioner.
“Jack Reacher” er en superb thriller gennemsyret af god humor, høj intensitet og solidt skuespil. Man savner at komme lidt længere ind under huden på Tom Cruises fandenivoldske helt, men man morer sig for kosteligt til at spekulere over filmens minimale minusser, før rulleteksterne gør deres entré. Filmens stilfulde billedside og stemningsfulde lydside gengives fornemt i HD, og ekstramaterialet (hvor det meste i øvrigt udelukkende medfølger på netop Blu-ray-udgivelsen af filmen) er både velproduceret og interessant. Hvis man er fan af filmen, genren eller Cruise, er der simpelthen ingen vej uden om denne skive.
Se også: Filmz TV møder “Jack Reacher”-instruktør og Tom Cruise!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet