Open Water
Udgivet 8. sep 2004 | Af: Michael Andersen | Set i biografen
Fastholder vi for et kort øjeblik sammenligning med “Dødens Gab”, som i særdeleshed fungerede pga. filmens sammensatte persongalleri, er de to hovedpersoner i “Open Water” (spillet af de ukendte Blanchard Ryan og Daniel Travis) ikke særlig interessante – og det er filmens største problem. Vist får vi et indtryk af, at de tumler med en række personlige problemer, som stiger mod overfladen i takt med, at filmen skrider frem, men de to skuespillere leverer ikke noget medlevende skuespil. I hvert fald ikke før de får besøg af hajerne – hvilket højst sandsynligt skyldes, at hajerne hverken er computerskabte eller lavet af glasfiber, men ægte og sprællevende rovdyr. Jeg er ikke tilhænger af den idiotiske konvention, der foreskriver at man skal kunne identificere sig med karakterer og føle omsorg for dem, men her får man knap nok mulighed for at lære filmens personer at kende – og det trækker ned.
På et følelsesmæssigt plan arbejder filmen med de primære former for gys. Fortvivlelsen over at være underlagt en uvis skæbne, og ikke mindst frygten for at blive efterladt eksemplificeres enkelt og udmærket i kameraets momentvise ture tilbage til civilisationen, der har glemt alt om vores to helte. Efter nutidens standarder går der lang tid førend gyset slippes løs, men det er ud fra devisen om at jo mindre man ser, jo mere overlades til fantasien, hvor uhyggen er størst. Filmen forstår sig på det fundamentale gys, og det er dens force.
“Open Water” er en lille og effektiv film, som arbejder med de midler den nu engang har. Selvom den ikke fungerer optimalt, svømmer den virkningsfuldt uden om forskrifterne for, hvordan en spændingsfilm normalt skal serveres, og er derfor en interessant oplevelse. Og så er hajernes cirklen omkring hovedpersonerne så skræmmende, at de burde få folk op af vandet og ind i biograferne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet