Oppe på Valmuebakken
Udgivet 20. mar 2013 | Af: Sarahih | Set i biografen
Miyazaki er utvivlsomt et frygteligt tyngende efternavn at bære rundt på i animationsbranchen, særligt hvis man er søn af den renommerede japanske animationsgud selv: Hayao Miyazaki. Det er dog ikke noget, sønnike Goro Miyazaki kan løbe fra, og sammen har de to nu skabt “Oppe på Valmuebakken” – en ganske fornøjelig, lille animationsperle, men heller ikke mere end det. Alt sammen på grund af den pokkers høje standard, farmand Hayao hidtil har lagt for dagen.
Hayao Miyazaki har begået fantastiske mesterværker som “Min nabo Totoro” (1988), “Prinsesse Mononoke” (1997) og “Chihiro og heksene” (2001). Goro selv debuterede med “Legenden om jordhavet” i 2006, som desværre aldrig opnåede lige så stor succes som faderens værker. Men nu med farmand bag manuskriptroret har Goro forsøgt sig igen. Hayaos filmstudie, Ghibli, har selvfølgelig stået for produktionen af “Oppe på Valmuebakken” og som altid er der kræset for det visuelle. Der er simpelthen ikke en finger at sætte på billedsiden, og man kan roligt forvente at svælge i detaljerede og elegante illustrationer. Bedst er det, når man besøger det imponerende klubhus eller det pulserende liv i storstaden Tokyo anno 1963. Det er drønende charmerende, og Ghiblis talent for at kombinere det simple med det komplekse rent visuelt kommer fornemt til udtryk i deres nyeste animationsværk.
Fordi det netop er Hayao, som står bag manuskriptet, så kan man ikke lade være med at savne lidt af den særlige, drømmeagtige magi, som han så ofte har fremtryllet på lærredet. I “Oppe på Valmuebakken” bliver de seriøse temaer ikke pakket ind i hekse, forunderlige væsener eller flyvende øer. Og det ærgrer en del, for det betyder, at fortællingen i “Oppe på Valmuebakken” ikke bliver helt lige så dragende og original som den gængse Miyazaki-perle.
Men på trods af den til tider lidt langsomme fortælling, så har filmen et skønt og forfriskende soundtrack, som løfter filmoplevelsen. Det kan vi takke komponisten Satoshi Takebe for. Om det så er Aoi Teshimas lette og fine sangstemme eller jazzede klarinettoner, så er det musik, som fungerer nydeligt til den lige så skønne billedside. Desværre for Goro så runger Miyazaki-navnet med så kraftig efterklang, at man aldrig helt kan give slip på det. Men hvis man kan skrue forventningerne til den velkendte magi lidt ned og i stedet værdsætte de mere håndgribelige aspekter af filmoplevelsen såsom billed- og lydsiden, så er “Oppe på valmuebakken” bestemt et kig værd.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet